Fødevarer

Duerne var blot en enlig svale

De ældre strømmer til fiskeaften, men i fredags stod den på månedsduer

SINDAL:Endnu er fisken ikke blevet tilberedt på 117 forskellige faconer, men en skønne dag skal det nok lykkedes de stimer af ældre, som strømmer til fiskeaften på Solgården i Sindal at smage netop så mange forskellige udgaver af fisk. Til februar er det to år siden, at arrangementet blev søsat. - Min daværende mand og jeg synes, det kunne være sjovt at lave en fiskeaften. Det gjorde vi så, og det gik godt - og så er det bare fortsat, fortæller fiskekøkkenchef Lise Aaskov. Mangel på mænd Et par og tyve plejer der vel i gennemsnit at dukke op til månedlige arrangementer, hvor folk i fællesskab vil gøre alt for at få aftenen til at gå i fisk. Men i fredags lokkede månedens ret 34 afsted mod Solgården, og grunden til, at fisken var lagt på køl, var, at der i julemåneden skal prøves noget andet - sidste år grønlangkål og i år altså duer. Selv en enkelt gæst kommer lidt langvejs fra med sin bopæl i Tuen, er det mest fra Sindal by, de fleste af gæsterne stammer. - Det er nok mest enlige kvinder - vi mangler nogle mænd, så de kan altså godt se at komme ud af busken, fastslår Lise Aaskov. Ingen sur pligt I fredags ved tre-tiden var fire modne tøser og en mand i gang med at tilberede aftenens måltid, dække bor og hyggesnakken rundt om de dampende gryder blev krydret med et fad konfekt og lidt rødvin - man har med andre ord ikke indtryk af, at det er nogen sur pligt at tilbringe tre timer ved kødgryderne. En af dem, Anna Lise Pedersen, der bor i Danmarksgade i Sindal, havde sørget for de vigtigste råvarer, nemlig duerne. - Vi har 15 par duer, der yngler året rundt. De duer, vi skal have i aften kaldes månedsduer, fordi, der går 34 fra dage fra de kommer ud af ægget til de er klar til at blive spist. Venter man længere, bliver kødet for tørt, forklarer hun. Duerne blev senere sat til livs i selskab med rødvinssovs og kartofler samt en mase tilbehør, bl.a. appelsinsalat med nødder, rødkål med æbler og ribs, græskar med ingefær og rødbeder. Som sagt står menuen normalt i fiskens tegn, og Lise Aaskov prøver at hemmeligstemple retterne. - Det skal jo ikke være sådan, at folk kun skal komme, fordi vi skal have rødspættefileter. De skal komme for hyggens skyld, siger hun. I løbet af aftenen er der som regel lidt underholdning - men alle vittighederne er stuerene, forsikrer Lise Aaskov.