Dueslaget

Pigeonnier de Seguin, Qualité Jubilée, Bordeaux. Pigeonnier er fransk og betyder dueslag. Billedet af det er med på etiketten, for det findes i virkeligheden. Det er et af de mest pompøse dueslag, jeg har set. Det står ved indkørslen til Château de Seguin, som ligger i appellationen Entre-deux-Mers sydøst for Bordeaux by. Slottet er danskejet. Familien Carl, Chris-Wine i Glostrup, har på 30 år bragt det fra en simpel landejendom op blandt de største vingårde i Bordeaux. Pigeonnier er en mere kommerciel udgave af slottets førstevin. Qualité Jubilée blev sammensat, da familiens 20 år på slottet skulle fejres. Den er blandet af 60 pct. Merlot og 40 pct. Cabernet Sauvignon indkøbt hos slottets naboer. Ren, nydelig Bordeaux med afrundet smag. Behagelig vin. Fem stemmer af otte mulige.