Lokalpolitik

Duetoft slået af Boelt

Snæver afgørelse da Hjørrings socialdemokrater valgte borgmesterkandidat

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tæt opløb. Lasse Olesen, Lis Brandt og Susanne Bagger (med ryggen til) talte stemmer op.Foto: Bente Poder

HJØRRING:Hjørring Byråds socialdemokratiske gruppeformand, Arne Boelt, vandt over tidligere folketingsmedlem, Peter Duetoft, da Socialdemokraterne i Hjørring kommune i går afgjorde hvem der skal være partiets borgmesterkandidat til kommunalvalget 17. november. Det blev et forholdsvis tæt opgør: Arne Boelt fik 183 stemmer, mens Peter Duetoft f fik 145 stemmer. Partiet har 484 medlemmer i Hjørring kommune. Både Arne Boelt og Peter Duetoft, der begge bor i Sindal, lover samarbejde i det kommende byråd, som de begge stiller op til. - Peter har ønsket mig tillykke i en mail, og jeg forventer, at vi får et godt samarbejde. Nu skal vi i gang med at formulere et valgprogram, og holdet skal sættes, som kan sætte takten i Hjørring Kommune fremover, siger en meget glad Arne Boelt, som for tiden ferierer på de vestindiske øer. Peter Duetoft afviser skuffelse over resultatet. - Jeg har hele tiden vidst, at det var op ad bakke. Både LO og byrådsgruppen har anbefalet Arne Boelt. Det tætte resultat viser dog tydeligt, at medlemmerne forventer, at vi arbejder sammen. Da Arne Boelt og jeg ingen politiske uoverensstemmelser har, skal det nok gå godt, siger Peter Duetoft. Samarbejdet haltede mellem Socialdemokratiet og Lokallisten efter den kontroversielle konstituering efter sidste kommunalvalg. Knud Størup, som genopstiller til kommunalvalget for Lokallisten, har dog ingen problemer med Arne Boelt. - Der var problemer i begyndelsen af byrådsperioden med S, men det var dengang. Jeg går udmærket i spænd med Arne Boelt. Det skal nok komme til at køre med Arne, siger Knud Størup, som formentlig igen bliver Lokallistens borgmesterkandidat. Også Venstres borgmesterkandidat Susanne Sander forventer godt samarbejde. - Jeg ønsker ham velkommen til kampen. Det er jo i sidste ende vælgerne, der afgør, hvor skarp en konkurrent, han bliver. I første omgang må socialdemokraterne få aftalt indbyrdes, hvordan Duetoft og Boelt skal arbejde sammen, siger Susanne Sander. Hjørrings populære, tidligere borgmester, Bent Brown (S), har altid bakket Arne Boelt op. - Jeg er vældig tilfreds med udfaldet, selv om jeg må sige, at Peter Duetoft gjorde det virkelig godt på opstillingsmødet. Det bliver en kæmpe udfordring for Arne, men det må han være klar til, siger Bent Brown. Formanden for den socialdemokratiske fællesledelse i Hjørring kommune, Jan Olesen, havde Peter Duetoft som sin kandidat, men er tilfreds. - Udfaldet viser, at begge er gode kandidater. Nu skal vi i gang med at planlægge en rigtig god valgkamp med Arne i spidsen, siger Lase Olesen. Arne Boelt er falckredder i det civile liv og var mangeårigt medlem af Sindal Kommunalbestyrelse, før han blev socialdemokratisk gruppeformand i Hjørring Byråd.