Dufte, farver og lyd skal give beboerne ro i sindet

Arden Plejehjem har indviet sin sansehave, og fik i gave en smuk granitskulptur

Sansehaver med dufte og smukke farver har en god effekt på navnlig demente, og derfor har Arden Plejehjem netop taget sin sansehave i brug. arkivfoto

Sansehaver med dufte og smukke farver har en god effekt på navnlig demente, og derfor har Arden Plejehjem netop taget sin sansehave i brug. arkivfoto

ARDEN:I haven står en granitand og spytter vand ud, og med vandets rislende lyd i ørerne har en række beboere på Arden Plejehjem nu i nogle uger kunnet nyde deres nye sansehave. En have som med dufte fra roser og krydderurter, smukke farver, frugttræer samt en beboer i form af en lille kanin skal være med til at gøre tilværelsen bedre - især for plejehjemmets demente beboere. - Haven er lavet i tilknytning til vores demens-afsnit, forklarer områdeleder Anne Dorthe Bredahl. - Demente bliver tit rastløse, og vil gerne gå. Her kan de gå en tur uden at blive væk, og her kan de gå, uden at vi behøver vogte over dem. De kan gå ad stien rundt i haven, og der er en bænk, hvor de kan sidde i fred og ro. Vi tror, at de demente på den her måde kan føle en form for frihed. Og her er turen ikke længere end, at de kan komme hjem igen uden at fare vild, for stien fører tilbage til, hvor de kom fra, siger Anne Dorthe Bredahl. Haven blev indviet sidst i juni, og granitskulpturen med tilførende springvand var en gave fra de håndværkere, som har stået ombygningen af plejehjemmet. Selv om planterne og urter i haven endnu ikke har vokset sig store og fyldige, så har beboerne allerede haft glæde af haven. Således er der blomster i smukke farver at se på og dufte til, og flere dufte kommer der fra et højbed i haven. - Her har en af de pårørende ”adopteret” et bed og plantet krydderurter, fortæller Anne Dorthe Bredahl, som er meget glad for det initiativ fra de pårørende. Sansehaven ved plejehjemmets demensafsnit er lavet i forbindelse med en om- og tilbygning af Arden Plejehjem, som nu er moderniseret og indrettet i små bo-enheder.