Dukkemændene

Tre nordjyder står bag ny comedyserie på DR om dukkeføreren Hjarmer. De håber, det kan blive det gennembrud, der giver dem mulighed for at lave større tv-serier

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Dukkefører Hjarmer, spillet af Lars Topp, forsøger at genvinde titlen som verdens bedste dukkefører.

Rasmus Lauritsen og Ole Skjødt fik øje på hinanden på den allerførste dag på Aalborg Universitet. Da de så på hinanden, så de sig selv. Store briller og bakkenbarter. Det var venskab ved første blik. Efter otte år har de nu fælles virksomhed og har undfanget en satireserie om en nordjysk dukkefører, Hjarmer, spillet af Lars Topp. De første afsnit af "Hjarmer. Dukkemand" kan allerede nu ses på www.dr.dk, og måske bliver programmerne senere sendt på DR2. En satsning, der har kostet dem mange penge og masser af arbejde, men samtidig har givet en mulighed for at slå igennem med gode tv-serier. Den drøm, der blev skabt på studiet humanistisk informatik. - Da vi nåede til specialeskrivningen, danderede vi den. Vi blev nok lammet af angsten for, hvad vi skulle lave bagefter, så det, der skulle tage seks måneder, tog to år, ser Rasmus Lauritzen tilbage. Vennerne downloadede de nyeste tv-serier fra USA, og hver dag til frokost diskuterede de, hvad de havde set. - Vi mente, at vi kunne gøre det meget bedre. Drak vi også nogle øl, blev vores evner endnu større, men næste dag var vores selvstændighed glemt igen, ler Rasmus Lauritsen af sig selv. Men drømmen var der. Sideløbende med specialeskriveriet arbejdede de en del med tv-produktion. Rasmus Lauritsen havde i mange år hjulpet sin far på optagelser i hans produktionsselskab, og snart blev vennen Ole Skjødt også taget med på opgaver. Rasmus Lauritsen lavede desuden små reklamer på sin computer. Men da store kunder begyndte at dukke op af sig selv, sprang makkerparret ud som iværksættere og dannede firmaet Skjødt+Lauritsen. Plads til skæve ideer - I begyndelsen havde vi masser af ordrer, men da finanskrisen satte ind, ville de faste kunder ikke købe så meget og give mindre for det. Drømmen om store produktioner blev sværere at realisere, siger Ole Skjødt. Stilstanden gav mulighed for at tænke nye tanker selv. - Hvis vi ikke kunne tjene penge, skulle det i hvert fald være sjovt, siger Ole Skjødt. Tidligere havde de været aktive i teaterstykkerne "Bulgur I og II", som Lars Topp og Rasmus Bjerg stod bag. En af figurerne i deres univers var dukkeføreren Hjarmer, som Lars Topp lagde krop til. Makkerparret brugte stilstanden i firmaet til at udvikle Hjarmer til en karakter med flere facetter og en god portion underspillet humor. Figuren Hjarmer kom med på et kursus i manuskriptskrivning, som de to deltog i. - Der var mange smarte københavnere og kunstnertyper, siger Rasmus Lauritsen. - Vi havde ikke troet, at de kunne lide det, men de lo og klappede sig selv på lårene af grin. Det kom bag på os, forklarer Ole Skjødt. Så gik det op for dem, at de måske med Hjarmer havde fundet dét, der kunne opfylde deres drøm om at producere en serie. De følgende fem måneder brugte de næsten al deres tid på Hjarmer, og i marts lå en dummy klar til DR. På samme tidspunkt dukkede deres gamle studiekammerat Allan Jacobsen op, og han blev straks involveret i firmaet. - Lige efter påske ringede DR tilbage. De skamroste os og ville gerne have en serie med Hjarmer på deres website, men ikke garantere betaling for produktionen, forklarer Rasmus Lauritsen. Pengene fosser ud Efter fem dage i sommerhus lå manuskriptet til ti afsnit klar. Lars Topp var med på at spille Hjarmer igen, men prisen for produktionen ville løbe op i 70.000 kroner - penge, de ikke havde. For selvom de har beholdt rettighederne til dvd-udgivelser og får betaling, hvis Hjarmer i fremtiden bliver sendt på tv, var der var ikke betaling til produktionen. - Pengene fossede ud, og smørpuklen, vi havde bygget op i firmaet, var væk, siger Rasmus Lauritsen. Forsøg på at finde finansiering mislykkedes, men så ringede Ole Skjødt til Aalborgs borgmester. - Han havde fri, og det lød, som om nogen spillede stangtennis i baggrunden, men Henning G. lyttede og syntes, at serien ville være med til at sælge byen på en positiv måde, så han donerede 10.000 kroner. Siden har vi måttet trække på tjenester, folk skyldte os, og vi skylder selv en del nu, ler Ole Skjødt. Ti programmer ligger klar nu. De første kan ses på www.dr.dk/dukkemand. Hvis mange klikker ind og ser programmerne, bliver de også sendt på DR2. - Vores drøm er, at Hjarmer bliver taget så godt imod, at vi kan få lov til at lave en julekalender til næste år med ham. Ellers har vi andre ideer til tv-serier, som vi også tror på, siger Rasmus Lauritsen. Han og Ole Skjødt har fået kontakt med DR Ramasjang, hvor de arbejder som henholdsvis producer og produktionsleder, og Allan Johansen har netop fået kontrakt med Kunsten som kommunikationsmedarbejder. Men de er ikke bange for at tage en chance igen. - En periode med stilstand eller dovenskab kan være enormt inspirerende, for så får lysten virkelig lov til at drive værket, siger Rasmus Lauritsen.