Dukker på plejehjem
Forestillingen ”Mathilde - scener fra et plejehjem” kan opleves i Limfjordsteatret i aften og i morgen aften

Stuffet Puppet Theater, grundlagt af Neville Tranter, der betragtes som en af verdens dygtigste dukkeførere, gæster Limfjordsteatret med forestillingen ”Mathilde - scener fra et Plejehjem” i aften og i morgen aften. PR-foto.
MORS:Der er internationalt dukketeater på programmet, når Limfjordsteatret i aften og i morgen aften præsenterer gæstespil med Stuffed Puppet Theater.
Stuffet Puppet Theater blev grundlagt af Neville Tranter, som i 1978 kom til Amsterdam fra Australien for at deltage i en festival. Han rejste aldrig tilbage til hjemlandet igen og bor nu fast i Holland, hvor han populære forestillinger turnerer land og rige rundt.
Han arbejder med visuelt teater med dukker i menneskestørrelse, og han er den eneste spiller på scenen.
- Neville Tranter er blevet verdensberømt og eftertragtet som en af de bedste dukkeførere i verden. Han rejser rundt og underviser og spiller forestillinger. I sidste uge var han på Festival of Wonders i Silkeborg og efterfølgende spiller han på nogle få teatre i Danmark. Han kommer til Limfjordsteatret med forestillingen ”Mathilde - scener fra et Plejehjem”, fortæller Sophie Villsen fra Limfjordsteatret.
Mathilde er en meget gammel dame, og livet er ved at være hårdt at bære. Hun husker livligt, hvad der skete i hendes liv for 60 år siden, men glemmer, hvor hun lægger sine ting. Hun giver sygeplejersken skylden for at stjæle fra hende.
Lederne på plejehjemmet har andre ting at se til, nemlig hvordan de kan maksimere deres profit mest muligt. De får den gyldne ide at give alle deres beboere mobiltelefoner. Så kan de jo ringe efter hjælp, og dermed kan ledelsen spare hjemmehjælperne væk efter besøgstimerne.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.