Dukketeater i Stenild legestue

} JUBILÆUM: Torsdag formiddag markerede Stenild legestue 10 års fødselsdag, og det blev fejret med besøg af dukketeatret Pin Pon. For øjnene af 40 fremmødte børn og 20 voksne opførte truppen forestillingen "Mens du sover." Det er første gang, at ledelsen af legestuen prøver at have et dukketeater på besøg. Børnene nød det og tog aktivt del i stykkets handling med både grin, vink og klapsalver. Med kun et enkelt grædende barn blandt publikum betragter arrangørerne derfor forestillingen i landsbyens forsamlingshus som en stor succes. Stenild legestue blev etableret for 10 år siden af en flok hjemmegående mødre og dagplejere, der gerne ville have et fælles mødested. Tilflyttere med børn er ad den vej hurtigt blevet en del af landsby-samfundet.