Dumme, dumme far

intellektuel, meget talende, med kunstnere og intellektuelle som hovedpersoner og med kærlighed og ånd som det, alting handler om.

Lolita (Marilou Berry) hedder en lille, tyk pige, snart voksen datter af en berømt forfatter (Jean-Pierre Bacri), som har giftet sig igen med en mannequin-model, der ikke er ret meget ældre end Lolita - og har fået et barn med hende. Lolita arbejder på at blive sanger. Hun har en ikke helt umulig sopran, og hendes sanglærerinde, der er gift med en forfatter, er en stor beundrer af hendes far. Til gengæld ser faderen sanglærerindens mand som en potentiel trussel. Sanglærerinden spilles dejligt af instruktøren Agnès Jaoui selv. Endnu en vigtig person er Sebastien, en ung fyr, som Lolita møder ved en tilfældighed, og som hun ikke kan acceptere skulle være ægte forelsket i hende. Det er en klog, skæg, charmerende film om den pinefulde situation: At være anerkendelseshungrende barn af en far, der er så 100 pct. helt og aldeles koncentreret om sig selv. Filmen er og instrueret af Agnès Jaouis, der brød igennem med "De andres smag" for fire år siden. Hun har lavet en film om at blive voksen - at bryde igennem fra barnetilværelse, mange aldrig kommer ud af - "se mig, se mig" - hvor alt under en eller anden form handler om forældrenes anerkendelse. Det er både varmt og vittigt, sine steder klogt, andre steder på kanten til farce. Men i hvert fald både underholdende og følsom og god at finde og genkende nogle vigtige erkendelser i.