Dumme politikere?

VÅBEN(LOV):Så kører debatten igen om dumme politikere, (som vi selv har valgt), der laver tåbelige love, denne gang om knivforbud. Man glemmer bare baggrunden for disse love. I min generation fik de fleste drenge en lommekniv, når vi var seks-syv år, en 15 cm dolk, når vi var 11-12 år. Som 15-16 årig havde jeg og mange andre en 6 mm salonriffel. Vores opdragelse og opvækst havde gjort, at vi vidste, at disse ting var farlige, og vi behandlede dem derefter. Jeg husker faktisk ingen komme til skade med dem. Og da slet ikke nogen bruge dem voldeligt. Vi var opdraget til ikke at skade andre, vi vidste, der var noget, man måtte, og noget man ikke måtte, noget var rigtigt og noget forkert. Men desværre så vi som voksne passivt på, at skoler og institutioner i den personlige friheds hellige navn, slækkede mere og mere på det vigtige fag: opdragelse. Og til sidst sendte ting, som pligter, at vise samfundssind, moral osv., til en by i Rusland. (hvor de forhåbentlig får glæde af dem). I dag står vi med resultatet af disse 30-40 års slappe-daskhed: En generation, som uden egen skyld er blevet påduttet denne falske ”frihed”. En generation, hvoraf en stor del ikke kan administrere dette, døjer med at indrette sig i parforhold, døjer med at begå sig i samfundet, ikke kan sendes i byen med en lommekniv på over syv cm. Er såkaldt mere eller mindre utilpassede (min far vil ha sagt uopdragne). Hvad gør vi ved dette i fremtiden? Så politikere kan beskæftige sig med andet end at reparere med ”tåbelige ”love. Det var om dette, debatten burde handle.