Dumpekandidat tog point hos Brøndby

Med blot 10 spillere fik Randers FC udstillet de øjeblikkelige problemer hos Brøndby, der i slutfasen fik reddet 1-1 hjem mod de nedrykningstruede gæster

Randers' Tidiane Sane (tv) i nærkamp med Brøndbys Alexander Farnerud. Foto: Scanpix

Randers' Tidiane Sane (tv) i nærkamp med Brøndbys Alexander Farnerud. Foto: Scanpix

Brøndby befinder sig i en pointmæssig krise, efter at træner Kent Nielsens mandskab med nød og næppe fik reddet 1-1 hjem mod Randers FC på hjemmebane. Alexander Farnerud sikrede uafgjort, da han et kvarter før slutfløjt headede udligningen i mål i forbindelse med et frispark. Resultatet betyder, at Brøndby blot har fået to point i de seneste syv kampe. Randers FC kom til Brøndby Stadion med en række afbud og burde alene af den årsag være en modstander, som Brøndby let kunne køre over. Men gæsterne, der er næstsidst i SAS Ligaen, stillede sig langt tilbage på banen, og Kent Nielsens mandskab havde svært ved at finde de rette løsninger. Peter Madsen, Michael Krohn-Dehli og indskiftede Ousman Jallow svigtede, når de fik chancen, og de mest farlige forsøg opstod, når Samuel Holmén eller Thomas Rasmussen forsøgte sig med skud fra distancen. Ud fra det defensive udgangspunkt fik Randers FC - allerede ved stillingen 0-0 - flere gange mindet hjemmeholdet om, at det ikke var et helt utænkeligt scenarium, at gæsterne kunne hente det, der ville være sæsonens blot anden sejr. Den tanke strejfede sikkert også et par stykker blandt de 12.653 tilskuere, der sendte Brøndby-spillerne til pause med pift og utilfredse råb. Tanken blev pludselig ganske realistisk to minutter efter pausen, da angriberen Alexander Fischer, der var med i stedet for skadede Søren Berg, havde placeret sig det rette sted i forbindelse med et langt indkast. Brøndby-forsvaret fik headet bolden hen til Fischer, der resolut trykkede bolden i mål til 1-0. Frustrationerne bredte sig hos hjemmeholdet, der alligevel fik afværget et pinligt nederlag til Randers FC. Ekstra pinligt fordi gæsterne efter 20 minutter blev reduceret til 10 spillere, da Tidiane Sane blev vist ud. Et frispark fra Michael Krohn-Dehli, der blev dirigeret i mål af Alexander Farnerud, antændte en spændende afslutning, hvor Ousman Jallow fik annulleret et mål for en yderst tvivlsom offside. Mens Brøndby pressede på, lykkedes det også for gæsternes Mikkel Beckmann at brænde en friløber. Det uafgjorte resultat betyder, at Brøndby på SAS Ligaens sjetteplads er 17 point efter topholdet FC København. Randers FC ligger fortsat næstsidst. /ritzau/