Danmark

Dumpet kursus udløser fyring for 16 i Københavns Kommune

Københavns Kommune har fyret 16 medarbejdere, der ikke bestod et kursus, de var sendt på af kommunen selv.

Kun fire af de 20 medarbejdere, Københavns Kommune sendte på kursus hos konsulentvirksomheden Deloitte, kom tilbage til deres arbejde. Resten blev fyret, fordi de dumpede kurset. Det skriver Avisen.dk.

Medarbejderne havde dog først langt inde i kurset fået at vide, at et bestået kursus var en forudsætning for, at de kunne beholde deres job.

- Det her en skrækkelig sag. Jeg har aldrig i mine 15 år som formand oplevet noget lignende i nogle af de 28 kommuner, som jeg har kendskab til, siger Winnie Axelsen, formand for HK Kommunal Hovedstaden, til Avisen.dk.

Københavns Kommune afviser at have gjort noget forkert.

- En række medarbejdere havde et ekstraordinært behov for kompetenceudvikling, hvorfor der blev udviklet et særligt kompetence-udviklingsforløb for disse.

- Desværre viste det sig, at en del af dem på trods af det ekstraordinære kompetence-udviklingsforløb ikke kunne matche kompetencekravene, hvorfor vi var nødt til at tage afsked med dem, skriver Ivan Kristoffersen, der er direktør i Koncernservice, som hører under kommunens økonomiforvaltning, i en mail til Avisen.dk.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.