Overenskomster

Dumping i Danish Crown

I Tyskland er fagbevægelsen bestyrtet over, at 32 rumænske kolonnearbejdere ikke har fået eller kun har fået dele af deres løn for deres arbejde hos Danish Crown i Oldenburg i Nordtyskland, skriver DR Penge.

Virksomheden er en afdeling af Danish Crown i Danmark. Her sender slagterikoncernen store mængder dansk svinekød hen til videre forarbejdning, fordi det er meget billigere i Tyskland. I store dele af den tyske slagteindustri arbejder tusindvis af østeuropæere nemlig på kontrakter med vilkår, som ligger langt under overenskomsterne i Tyskland og Danmark. Det kan lade sig gøre på grund af EUs servicedirektiv, som giver arbejdsgiverne i for eksempel Tyskland lov til at lade en underentreprenør skaffe den nødvendige arbejdskraft. De er ansat af det pågældende firma til betingelser, som er gældende i hjemlandet. Sagen med Danish Crown har vakt opsigt i tyske fagforeningskredse, fordi udnyttelsen har fået ekstra skrue. Der er tale om et cypriotisk firma, som via en mellemmand i Irland har leveret de 32 rumænske kolonnearbejdere til jobbet på den danske kødvirksomhed i Tyskland. Men firmaet Atlanco Limited har ikke holdt ord. I sidste uge henvendte rumænerne sig til de tyske myndigheder, fordi de ikke havde fået løn. Ifølge den tyske online-avis Nordwest Zeitung var de lovet 7,50 euro i timen, lidt over 50 kroner. Men en af rumænerne siger til avisen, at han kun har fået 3 euro i timen. 10 andre venter stadig på deres løn fra december. Tysk politi undersøger nu, om det cypriotiske firma overtræder tysk sociallovgivning. Hos Danish Crown er sagen kommet ubelejligt, idet slagterikoncernen kræver lønnedgang hos sine ansatte i Danmark med den begrundelse, at det er billigere at få slagtet i Tyskland. - Hvis ikke forholdene er i orden, ophører samarbejdet nu, siger Anne Villemoes, kommunikationsdirektør i Danish Crown til DR Penge.