Duncan blev historisk

Morten Duncan Rasmussen scorede for femte kamp i træk, da AaB slog Lyngby.

Selvom han kun er i klubben på en lejeaftale over en halvsæson, så har Morten Duncan Rasmussen for evigt skrevet sig ind i AaB's fodboldhistorie. Med sit udlignede mål til 1-1 i ferdagens 2-1 sejr over Lyngby blev han den første spiller i AaB-trøjen, der har scoret fem kampe i træk. Tidligere har norske Frank Strandli også scoret i fem kampe i træk for hans vedkommende, men nordmandens stime var undervejs afbrudt af en kamp, hvor han havde karantæne, oplyser danskfodbold.com. - Vi fik lagt et rigtig godt pres på dem i anden halvleg, hvor vi kom nemmere til chancerne, siger angriberen, der dog endnu ikke vil tale om, at AaB har reddet sig. - Vi kan jo ikke regne med, at vi er sikre på tre point hver gang, vi er på hjemmebane. Vi skal ud og arbejde stenhårdt i hver kamp, og så er det lige meget om de tre point kommer hjemme eller ude, siger Morten Duncan Rasmussen. Ebbe Sand og Peter Møller deler i øvrigt rekorden med flest kampe i streg med scoringer. De har begge scoret i otte kampe i træk.