Aalborg

Dunkelfolket befolker biblioteket

Maskekunstnere slår sig løs

FREDERIKSHAVN:Dunkelfolket har sin oprindelse i den smukke natur i Fosdalen, hvor de hvert forår dukker frem i bakkerne midt i moder natur for at sprede forårets budskab om livsglæden og livet og døden til folk og fæ. Dunkelfolket er en professionel maskegruppe med base i Aalborg, og de har siden 1989 huseret i Nordjylland og over det meste af verden. Leder og grundlægger af gruppen er Kirsten Gitz-Johansen, der, som professionel maskekunstner, koreograf og spiller, har skabt rammerne for gruppen og ført den fra den spæde start i 1989 frem til i dag. Nu er gruppen én af Danmarks førende performance grupper, og den er bl.a. blevet hædret med den Nordjyske Kulturpris og årets Søren. - Jeg har selv oplevet Dunkelfolket, som varmt kan anbefales. Det er ikke teater i traditionel forstand, men derimod kunst, der opstår spontant lige midt mellem publikum, siger Grethe Hagensen Der er ca. 25 maskespillere og musikere tilknyttet gruppen i alderen 18 - 65 år. De kontakter tilskuerne ansigt til ansigt i en gensidig skabende proces, og der opstår magiske, chokerende, morsomme og vanvittige situationer. Mød Dunkelfolket på Kultur- og Idrætsnatten på Frederikshavn Biblioteket kl. 16.15.