Dunkelfolket klar til ny stor opsætning

20 dunkelfolk begynder i weekenden 3.-5. marts indøvningen af Hamlet med den amerikanske instruktør Larry Hunt.

20 dunkelfolk begynder i weekenden 3.-5. marts indøvningen af Hamlet med den amerikanske instruktør Larry Hunt.

BROVST:Teatergruppen Dunkelfolkets succes sidste år med H.C. Andersen-forestillingen "Historien om en moder" har givet aktørerne et enormt kunstnerisk løft og sat gang i en rivende udvikling i gruppen. Forestillingen blev opført i 11 nordjyske byer i 2005 samt i Århus og København og ved internationale teater festivaler i Esbjerg og i Ranum. - Vi vil følge op på denne succes med opsætningen af Shakespeares Hamlet som gadeteater, siger Dunkelfolkets leder, Kirsten Gitz-Johansen, Tranum. Der vil blive spillet med kendte og nye træmasker, fem nye gigant- dukker og ny akustisk musik af Nordjysk Jazzmusiker 2005, Jakob Skov Søndergaard. - Det vides endnu ikke, hvornår vi bliver klar til premiere, og hvor den skal finde sted. Det er et stort projekt, så vi bliver nok ikke klar før til efteråret, siger Kirsten Gitz-Johansen. 2006 er udnævnt til renæssance år, og med Hamlet håber Dunkelfolket at kunne markere gruppen og regionen i dette perspektiv. - Renæssancen sætter "Jeg ét" i fokus i kunsten, uddyber Kirsten Gitz-Johansen. Hamlet er derfor et meget tidstypisk stykke med gode paralleller til vores nutid "Der er noger råddent i det danske rige", siger Hamlet. Dunkelfolket vil vise de menneskelige og de politiske spil. Det er lykkedes Dunkelfolket at etablere et godt samarbejde med den amerikanske maskekunstner Larry Hunt fra New York. Han har allerede instrueret Dunkelfolket tre gange. Januar og februar har været travle måneder for gruppen. Der er sendt e-mails frem og tilbage over Atlanten, og synopsis er skrevet. Der er fremstillet 10 nye træmasker og fem tre meter høje dukker, komponisten arbejder på højtryk, og 28. februar kommer Larry Hunt til Aalborg for at starte arbejdet med Dunkelfolket i weekenden 3., 4. og 5. marts i Haraldslunds store lokaler. - I denne workshop deltager 20 dunkelfolk, fortæller Kirsten Gitz-Johansen. De seks spiller en af karaktererne i Hamlet, de tre er musikere, og resten spiller "det danske folk" med alt, hvad det indebærer af intriger, kærlighed, fødsel og død. Maskekunstneren Larry Hunt er instruktør, Kirsten Gitz-Johansen er maskemager og leder af gruppen, Jesper Lynge laver dukkerne, og Jakob Skov Søndergaard er komponist og kapelmester på saxofon. Desuden spiller de konservatorieuddannede musikere Tommy Blågaard Lange på djembe og Jonas Nielsen på trombone. Alle andre er trænede amatører, maskespillere af begge køn, fra 18-70 år. Gruppen optager løbende nye maskespillere, så gamle uddanner nye i en løbende proces. I Dunkelfolkets forestillinger indgår op til 20 personer pr. gang, og det er denne forventningsfulde flok, der møder Larry Hunt 3. marts i Aalborg. Dunkelfolket har modtaget økonomisk støtte til opsætningen fra Aalborg Kommune med 60.000 kr., Nordjyllands Amt 30.000 kr., Kulturministeriet 20.000 kr., Dansk Amatør Teater 7.000 kr., i alt 117.000 kr.