Dunkelfolket på Nordjyllands Kunstmuseum

H.C. Andersens "Historien om en moder" får premiere lørdag 2. april

AALBORG:Dunkelfolket, en maskegruppe som opstod i 1989, opfører H.C. Andersens "Historien om en moder" i Nordjyllands Kunstmuseums fantastiske udstillingsrum. Der er premiere på forfatterens 200-års fødselsdag lørdag 2. april. Denne og de følgende to dage vil man kunne se dramatiseringen med Kirsten Gitz Johansens karakterfulde masker. Senere på sommeren drager Dunkelfolket på turné, og også i Frederikshavn, Brønderslev, Dronninglund, Fjerritslev, Aabybro, Brovst, Hobro og Aars vil man kunne opleve maskespillernes dramatiske version af "Historien om en moder. Historien om en moder er en stærk historie, der med sin smerte og dybe kærlighed taler til alle menneske, hvor de end måtte være i deres tilværelse. Dunkelfolket er selv grebet af den, og arbejder på deres egen facon på at integrere tragedien og komediens elementer. De vil med tavse masker og sorte klæder agere natten, tornebusken, søen og planterne i dødens drivhus. Moderen ofrer sine danse, sit blod og sine øjne for at frelse barnet, men må til sidst acceptere døden - som vi alle må engang. Det særegne i Dunkelfolkets forestillinger ligger i balancen imellem skrækken og grinet. Maskespillerne arbejder med stærkt symbolske og smukke billeder, store følelser, humor og overraskende situationer. Manus til historien er skrevet af leder, instruktør og maskemager Kirsten Gitz-Johansen, Knud Labohn, Jesper Lynge og Anne Sølvhøj. De 20 maskespillere og de tre 2,5 meter høje dukker ledsages af Jakob Skov Søndergaards inciterende musik, der er nykomponeret til forestillingen og med sig har han desuden musikerne Tommy Lange og Jesper Lynge. Dunkelfolket har modtaget økonomisk støtte til produktione fra H.C. Andersen Fonden 2005, D.A.T.S., Amatørernes Kunst og Kultur Samråd, Aalborg Kommune, Nordjyllands Amt og Spar Nord.