Dunkerque-kamp bliver afgørende

Aalborg Håndbold kan tage et stort skridt mod ottendedelsfinalerne søndag

Thomas Jasper
Søndagens kamp mod Dunkerque bliver vigtig for Aalborg Håndbolds videre færd i Champions League, mener Jesper Jensen. Foto: Martinn Damgård
Sport 24. november 2014 06:45 - Opdateret 24. november 2014 06:49

KIELCE: Selv om to møder med Vive Kielce har udløst to nederlag til Aalborg Håndbold i Champions League, står nordjyderne fortsat med gode kort på hånden i forhold til at blive blandt de fire hold, der går videre til ottendedelsfinalerne.

Og meget kan blive afgjort allerede søndag, når franske Dunkerque kommer på besøg i Gigantium.

- Som det eneste hold har vi mødt gruppens bedste hold to gange, og to af de tre kampe, vi har tilbage mod vores direkte konkurrenter, er på hjemmebane. Det ser fint ud, men meget bliver nok afgjort på søndag. Kan vi vinde der, ser det godt ud, mener cheftræner Jesper Jensen.

Trods søndagens 26-33-nederlag i Kielce er Aalborg-træneren dermed fortrøstningsfuld, efter hans spillere havde leveret en indsats til mere end godkendt.

- Jeg er aldrig tilfreds med at tabe, men jeg er meget tilfreds med den indsats, spillerne lagde for dagen. Vi pressede et af verdens bedste hold til at levere på 100 procent, siger Jesper Jensen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...