Duo fra B 52 med til VM i New Zealand

Line Sigvardsen Jensen og Pernille Ramlov fra B 52 Aalborg med til VM for U 17-landshold i kvindefodbold.

Jørn Eriksen,
Line Sigvardsen Jensen (t.v.) og Pernille Ramlov (i midten) fra B 52 Aalborg skal med til VM for U 17-landshold i New Zealand, mens Stina Mikkelsen (t.h.) ikke kom med i denne omgang. Foto: Henrik Bo
Fodbold 7. oktober 2008 22:15
Landstræneren for U 17-landsholdet i kvindefodbold, Bent Eriksen, har tirsdag udtaget de 21 spillere, der skal med til VM for U 17-landshold i New Zealand senere på måneden, og med i den danske trup er B 52 Aalborg-duoen Line Sigvardsen Jensen og Pernille Ramlov. En tredje B 52-spiller, Stina Mikkelsen, var også med i kapløbet om VM-billetterne længe, men hun kom altså ikke med i denne omgang. Den kommende VM-slutrunde er den første af slagsen for U 17-piger, og både FIFA og de lokale arrangører fra New Zealand arbejder på højryk for at sikre nogle flotte rammer for turneringen. De fire værtsbyer er Auckland, Wellington, Hamilton og Christchurch, og det danske hold får base i Auckland og skal spille på North Harbour Stadium, der har plads til 25.000 tilskuere. Her skal VM-finalen og bronzekampen også spilles. VM-slutrundens første kamp står mellem New Zealand og Canada 28. oktober. Det er en kamp i Danmarks gruppe. De danske piger rejser fra Danmark søndag 19. oktober og spiller deres første kamp ved VM onsdag 29. oktober mod Columbia.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...