Holstebro

Duo i karantæne og to andre skadet

Jetsmark spillede skidt i Holstebro men fik dog det ene point

HOLSTEBRO JETSMARK 0-0 FODBOLD, 2.DIVISION VEST HOLSTEBRO: To spillere skadet og to andre i karantæne. Det var den triste sidegevinst, da det fortsat ubesejrede tophold, Jetsmark, trods en pauver og noget nær jammerlig indsats fik det ene point med hjem fra Holstebro og opgøret mod et af bundholdene. - Både Peter Tranberg og Simon Josefsen blev skiftet ud på grund af skader, og vi endnu ikke, hvor slemt det står til. Gule kort til blandt andre Phong Dao og Torben Andersen betyder, at de er i karantæne i det næste opgør mod Aarhus Fremad, sagde Henning Pedersen, cheftræner i Jetsmark. Han frygtede på forhånd kampen i Holstebro, hvor Jetsmark på forhånd kunne se tilbage på tre kampe uden sejre. - Vi spillede en jammerlig kamp. Alligevel kunne vi være kommet foran efter blot et halvt minut, da Thomas Buus pillede bolden fra en Holstebro-forsvarer, men Buus skød lige forbi det fjerneste hjørne. Ellers havde vi blot yderligere én målchance før pausen og én til efter pausen, og der stod Thomas Buus på dem alle tre. Holstebro havde klart flere målchancer, og vi kunne prise og lykkelige for, at Brian Ulstrup stod stærkt i målet, fortsatte Henning Pedersen. Brian Ulstrup havde tilmed været tvivlsom til kampen på grund af sygdom. Han havde ikke trænet lørdag, men målmanden rystede en feberkamp ud af ærmet, da der var allermest brug for den. - Vi er fortsat ubesejret efter 10 spillerunder og får ét point med hjem fra Holstebro efter en skidt indsats. Det vælger jeg at fokusere på. Der vil komme udfald, og vi havde en kollektiv offday denne gang, men vi ser fremad og skal videre, understregede Henning Pedersen. Kampfakta: Jetsmark, 4-4-1-1: Brian Ulstrup - Thomas Jensen, Torben Andersen, Bo Zink og Andreas Overgaard - Gøkmenn Yigen (46. minut: Thomas Bagger), Phong Dao, Anders Sørensen og Simon Josefsen (80. minut; Casper Pedersen) - Peter Tranberg (75. minut: Martin Gregersen) - Thomas Buus Nielsen. Advarsler: Holstebro 3 - Jetsmark 4 (Torben Andersen, Thomas Jensen, Phing Dao og Anders Sørensen) Dommer: Jakob Kehlet. Tilskuere: 202.