EMNER

Durch, für, gegen

Studerende på AAU forsøger at øge interessen for tyskstudiet

Tysk tirsdag på Aalborg Universitet. Studerende forsøger at gøre tyskstudiet mere populært blandt gymnasieelever. Foto: Martin Damgaard.

Tysk tirsdag på Aalborg Universitet. Studerende forsøger at gøre tyskstudiet mere populært blandt gymnasieelever. Foto: Martin Damgaard.

NORDJYLLAND:De fleste danskere kan huske starten på de tyske remser fra skoletiden, men meget længere når de danske tyskkundskaber sjældent. For selvom tysk musik får masser af spilletid på danske radiostationer, og Berlin efterhånden er blevet et yndet rejsemål for unge danskere, så er tyskstudiet stadig ikke noget, der tiltaler unge danskere. I løbet af ti år er antallet af ansøgere til studiet halveret, og det ses også på Aalborg Universitet. Her har tyskstudiet de seneste fem år ikke haft flere end 5-10 studerende per semester. Tirsdag forsøgte en gruppe af de nuværende studerende at ændre tendensen. - Tysk er stadig noget, som mange forbinder med tung grammatik og stereotyper, og det billede vil, vi gerne viske ud, fortæller Lasse Brunø, der selv er i gang med sit 8. semester på tyskstudiet. Til arrangementet, der også fungerede som en formidlingsøvelse for de studerende, var omkring 60 elever med tysk som valgfag fra Fjerritslev Gymnasium og Aalborg Katedralskole inviteret. Her stod den på introduktion til tysk kultur med eksempler på moderne tysk musik og film. Det tyske sprog fik også en introduktion med udgangspunkt i, at 25 procent af de danske ord stammer fra det tyske sprog. Og argumenterne for, hvorfor de unge fremmødte skal vælge tysk som deres fremtidige studie, sad løst på arrangørerne. - Kan du tale tysk, kan du kommunikere med cirka 100 millioner europæere på deres modersmål. - Tyskland er vores største handelspartner, så det forbedrer dine muligheder markant på arbejdsmarkedet. - Tyskland er den nation, der udgiver næstflest videnskabelige publikationer, så sproget giver dig adgang alle områder inden for moderne videnskab. Hos den faglige organisation Sprog og Kommunikation ser man gerne langt flere af denne slags arrangementer. - Når man ser bort fra engelsk, så vælger færre sprogstudier, og det er problematisk for vores erhvervsliv, siger formand Per Lindegaard Hjorth og tilføjer: - Jo ringere vi bliver til at kommunikere med andre på deres sprog og på deres betingelser, jo dårligere går det for dansk handel. Om den tyske propaganda er faldet i god jord hos gymnasieeleverne vil vise til sommer, når ansøgningsfristen nås mandag 5. juli.