Tyverier

Dusør for stjålne videobånd

Familie mistede uerstattelige optagelser af deres børn

BLOKHUS:Én ting er at miste et kamera eller et stereoanlæg - det kan erstattes, derimod kan videooptagelser fra børnenes opvækst ikke erstattes. Og det har fået familien Strandquist fra Sønder i By 19 til at udlove en dusør på 1.000 kroner til den, der finder fem videobånd, som blev stjålet fra huset fredag. Båndene indeholder optagelser af ægteparrets to-årige datter og otte måneder gamle søn. - Båndene lå i en pose med ledninger til blandt andet videokameraet . Og tyvene har ikke noget at bruge båndene til, så det kan tænkes, at de blot har smidt dem et eller andet sted i en grøft, siger Lene Strandquist. Alt af værdi var fjernet fra huset, sågar manchetknapperne havde tyvene fundet frem til, da familien kom hjem til deres bopæl fredag aften. Selv om døren ikke var låst, da de skulle ind, registrerede parret ikke i første omgang, at der var noget galt - de havde nok at gøre med at få deres to sovende børn lagt i seng. Først da Lene Strandquist kiggede ind i stuen, opdagede hun, at det hele var endevendt. Skufferne var gennemrodet og gulvlisterne hevet af for at få ledningerne til de elektroniske apperater fri. - Den fornemmelse af, at der har været nogen og rode i dine ting, er det værste, siger Lene Strandquist og undrer sig over, at tyvene har valgt netop deres hus, da det ligger ud til en befærdet vej. Den ubehagelige oplevelse har taget Lene Pedersen hele weekenden at ryste af sig og for at undgå lignende har familien netop opsat en tyverialarm og skiftet deres låse ud.