Tyverier

Dusør i tyverisag fra Aars

Forsikringsselskab giver 15.000 kr. for oplysninger, der kan føre til opklaring af kameratyveri

AARS:Oplysninger, der kan føre til opklaring af det omfattende kameratyveri i forretningen Expert i Aars natten mellem 15. og 16. juli, udløser nu en dusør fra forretningens forsikringsselskab på 15.000 kr. - Med den håber vi at kunne sætte skub i opklaringen af indbruddet hos Expert - og de øvrige indbrud, der har været i Aars gennem den senere tid, siger direktør Bjarne Bunk fra NORD Forsikring. - Vi er af den opfattelse, at de stjålne kameraer bliver solgt videre til private, som får tilbudt dem til en urealistisk lav pris. Er der således nogen i Aars eller omegn, der får tilbudt "billige" kameraer, vil politiet eller vi selvfølgelig gerne have et tip, siger Bjarne Bunk. Ved indbruddet hos Expert kravlede indbrudstyven ind gennem et rundt og kun 37 cm bredt vindue og stjal 40 kameraer - heraf flere digitale - til en udsalgspris på ialt 100.000 kr. Lokalkendt tyv - Jeg er næsten sikker på, at det er en lokalkendt person, eller en som har studeret vores forretning nøje. Endvidere har han vidst, at jeg bor oven på forretningen, siger ejeren, Jesper Nielsen. Som tidligere fortalt i avisen gav indbrudstyven sig tid til at blokere Jesper Nielsens private indgangsdør ved at sætte en EU-palle og en stor brosten under dørhåndtaget inden, han smadrede ruden til selve forretningen. Jesper Nielsen er i øvrigt ved at være godt træt af ubudne gæster. Det er således anden gang inden for et par måneder, at Expert har haft indbrud. Sidste gang blev der stjålet værdier for ca. 150.000 kr. Oplysningerne i sagen kan gives til Aars Politi på tlf. 98 62 18 33 eller Løgstør Politi tlf. 98 67 18 33.