EMNER

Dusør på 5000 kr.førte til ønskejobbet

Da Flemming Andersen over sin frokost på januars næstsidste dag bladrede igennem NORDJYSKE Stiftstidende var der en historie, der mere end de øvrige fangede hans opmærksomhed.

"Ledig udlover dusør for at skaffe et job", stod der. Artiklen var ledsaget af et foto af en mand viftende med en stak pengesedler. "Et friskt initiativ", tænkte Flemming Andersen og bladrede videre for snart efter at bladre tilbage igen. - For Lars, som artiklen handlede om, kunne være netop den mand, vi stod og manglede, fortæller Flemming Andersen. Meget tyder på, at det var tilfældet. Onsdag begynder den 40-årige Lars Mortensen som salgs- og marketingsassistent hos Bleva A/S, virksomheden som ægteparret Maria og Flemming Andersen har drevet gennem snart 30 år i bydelen Rørdal i Aalborg. Udover at forhandle et utal af forskellige plastickasser til brug i industrien og på værksteder, forhandler Bleva stole og ergonomiske arbejdspladser i form af hæve-sænkeborde til alle formål. De mere sofistikerede borde udvikler firmaet selv i samarbejde med en lille sjællandsk fabrikant. I kraft af en fast kundekreds, der dels består af en række af landets største selskaber indenfor især den elektroniske industri, dels af 128 forhandlere af værktøj, går forretningen ganske godt og stabilt. Behov for nye idéer - Men Maria og jeg fandt, at der godt måtte ske noget nyt, vi vil gerne ud til en bredere kreds, ikke mindst med vores ergonomiske arbejdspladser. Til det skulle vi bruge en, der kunne tilføre os nye ideer til markedsføring og så selvfølgelig ekstra arbejdskraft. Lars Mortensen var måske manden, der kunne det. Ved at udlove en dusør på 5000 havde han i hvert fald vist et usædvanligt initiativ, siger Flemming Andersen. Med en HA-uddannelse i bagagen, knap 11 års erfaring erfaring som salgs- og marketingsassistent hos Aalborg Portland og igang med HD i afsætningen på AAU om aftenen, havde Lars Mortensen netop de kompetencer, som Bleva havde brug for. - Vi tog ham ikke for pengenes skyld, dem får han lov til at beholde, siger Flemming Andersen. Før det kom så vidt som til en kontrakt, mødtes de to parter et par gange for at se hinanden an. Lars Mortensen var dog ikke i en situation, hvor han skulle sige ja for enhver pris. Udover tilbuddet fra Bleva havde han fået yderligere en seriøs henvendelse. Dertil kom en stribe mindre seriøse tilbud. Blandt de sidste var der flere af nærmest pyramideagtig karakter, hvor man skulle sælge produkter til personlig pleje via sit eget netværk. - De sidste, som mest af alt har til formål at sikre penge til folk længere oppe i systemet, droppede jeg med det samme Turde stå frem To henvendelser er nok til, at Lars Mortensen er godt tilfreds med resultatet af at have sat sig selv til salg: - At optræde i både avis og på tv (24NORDJYSKE, red.) er selvfølgelig en ret så massiv markedsføring, som man umiddelbart kunne vente sig større respons af, men jeg ser også resultatet som udtryk for den aktuelle situation på det nordjyske arbejdsmarked. I det lys er to rigtig gode tilbud, som ramte plet i forhold til mine forventninger, godt nok for mig. Nu skal den kommende tid vise, om parløbet er godt nok for Bleva. - Vi skulle gerne have bredt kundekredsen ud på flere virksomheder. Der er stigende bevisthed om at arbejdspladser skal være ergonomisk korrekt indrettede, og derfor er det det rigtige tidspunkt at øge markedsføringen, siger Flemming Andersen, der mener, at hans nye medarbejder har det, der skal til at åbne døren til potentielle kunder. - Fordi han turde stå frem, tilføjer han. Hvis man tror på tilfældet, er der grund til at mene, at konsstellationen Andersen/Mortensen har en fremtid. For det er ikke første gang, at livets uransagelige vejnet har ført Lars Mortensen og Flemming Andersen sammen. Da de fornylig mødtes, fandt de ud af, at de for år tilbage i en kraftig snestorm var strandet på samme hotel i Randers og allerede ved den lejlighed havde udvekslet livserfaringer. Men det er en helt anden historie.