Dyb forundring over lederfyring

- Det er frustrerende, at Dorte Weng er fyret uden at vi aner hvorfor, siger skolebestyrelsesformand

Da skolebestyrelsesformand Niels Billeskov fik at vide, at lederen af Pandrup Skole, Dorte Weng, var blevet fyret af Jammerbugt Kommune, kom det som en stor overraskelse. Og det var ikke en af de gode, fastslår han. - Vi fatter ikke hvorfor, og vi får intet at vide om baggrunden. Kun at der er indgået en aftale mellem Dorte, kommunen og fagforeningen. Det er dybt frustrerende for os som skolebestyrelse, for vi har ikke på noget tidspunkt været involveret eller spurgt i sagen, siger Niels Billeskov. - I skolebestyrelsen har vi haft et fremragende samarbejde med Dorte, hun er vellidt af børn, forældre og kolleger, og hun er en dygtig leder og dybt engageret i skolens ve og vel. Vi forstår simpelthen ikke, hvad der er sket, siger den undrende formand. - Hvis der så havde været problemer med samarbejdet med de ansatte, med børnene eller forældrene, eller med de mange nye ting i forbindelse med kommunalreformen, så kunne man måske forstå det. Men Dorte er gået helhjertet ind i udfordringerne, fastslår Niels Billeskov. - Nu har vi mistet en afholdt og god skoleleder, og det er vi både ærgerlige og forundrede over. Ind til videre er souschef Per Bjørn Nielsen konstitueret leder på Pandrup Skole, ind til en ny leder er ansat. - Nu skal vi i gang med at se på den proces i skolebestyrelsen, men først skal vi lige sunde os oven på det der er sket, siger formanden. - Det har vi brug for, tilføjer han. Lærernes tillidsmand på skolen, Ole Nabe, kunne ikke træffes i går for en kommentar, og den konstituerede leder, Per Bjørn Nielsen, vil i respekt for den aftale, der er indgået mellem kommunen, Dorte Weng og hendes fagforening ikke udtale sig om sagen. - Men jeg har personligt altid haft et godt samarbejde med Dorte Weng, fastslår han og henviser til Jammerbugt Kommunes skolechef Michael Stilling for yderligere kommentarer. Det var i går ikke muligt at træffe Michael Stilling, da han var optaget af møder hele dagen.