EMNER

Dyb skuffelse i Mindpark

Bestyrelsesformand Poul Skovgaard kalder det "synd for Skørping"

SKØRPING:Selv gennem telefonen er skuffelsen næsten overvældende, da NORDJYSKE fredag overbringer meddelelsen om, at Skørping Kommune ikke længere støtter sit iværksætterprojekt, aktieselskabet Mindpark. Bestyrelsens formand, Poul Skovgaard, tager en dyb indånding, inden han professionelt håndterer nyheden, som går stik imod hans forventninger. Helt til sidste øjeblik har han troet, at kommunen ville fortsætte med at støtte Mindpark. - Jeg må sige, at jeg er noget forbløffet. Da jeg havde møde med økonomiudvalget, havde jeg en klar fornemmelse af, at det overvejende flertal var positivt indstillet over for os. Men der må være sket noget politisk i mellemtiden, siger Poul Skovgaard. Facit for mindpark er, at pengekassen er tæt på at være tom. Det vil den under alle omstændigheder være, når selskabet lukker ved årets udgang. Dermed vil man ikke være i stand til at honorere lejekontrakten med A. Enggaard, der løber frem til 2007. Mindpark råder over fysiske aktiver i form af borde, stole, lamper og computere, men samlet set vil det langt fra kunne dække de 291.000 kroner, der årligt skulle have været betalt i leje af lokalerne på anden sal af Skørping Hospital. - Principielt kan jeg ikke lide, at vi ikke kommer pænt ud af det, men vi må jo se, hvad vi kan finde ud af, om vi eventuelt kan hjælpe Engaard med at finde en anden lejer, siger Poul Skovgaard. Værre ser det ud med det, der regnskabsteknisk ville være opført som "immaterielle aktiver". Blandt andet den erfaring og know how, der er oparbejdet igennem projektet. - Det er synd for Skørping. Når den politiske holdning er sådan, kan jeg ikke tro, at de mange frivillige kræfter, der har været involveret, vil lægge flere timer i det. Der er opsparet en masse viden og erfaringer, og jeg tror da, jeg stærkt vil overveje at videreføre kurser og rådgivningsaktiviteter på privat basis. Det ved vi jo, der er stor interesse for. Det kommer så bare ikke til at gå igennem kommunen, siger Poul Skovgaard. At der måtte være op til 115.000 kroner til rådighed fra kommunens side, sådan som borgmester Børge Olsen har stillet i udsigt, kan efter bestyrelsesformandens opfattelse ikke redde hverken det ene eller det andet. - Hvis de har smækket kassen i, så er der jo ikke så meget at snakke om. 115.000 rækker ikke til noget som helst. For eksempel har kommunen fået meget mere erhvervschef, end de ellers ville kunne få for 65.000 kroner. Man kan ikke gøre ret meget effektivt for de penge, siger han. Hvad skal I gøre her og nu? - I første omgang vil jeg vente på, at jeg får beskeden fra kommunen. Så må vi tage det derfra, siger Poul Skovgaard.