Dybvad fik en Danmarks-mester

Atletik 25. februar 2003 07:00

DYBVAD: Dybvad IK kom hjem fra Danmarksmesterskabet i atletik for ungdom med tre medaljer. En af guld og to af sølv. Dybvad havde syv aktive med i konkurrencerne, der blev afviklet i Malmø. Deltagerne var fordelt med seks piger i 14-15 års klassen samt en dreng hos de 16-17 årige. På forhånd havde klubben sat næsen op efter et par bronzemedaljer og en række finaleplaceringer, men forventningerne blev klart overgået af virkeligheden. De to yngste i truppen, Simone Dige Larsen og Helle Olsen, har de sidste par sæsoner vundet et hav af medaljer ved de jysk-fynske mesterskaber for 12-13 årige. I denne sæson er de rykket op til de 14-15 årige og havde dermed muligheden for at deltage i de danske mesterskaber. Og hvilken debut. Simone gik helt til tops i højdespring, der havde deltagelse af 15 piger. Guldet kom i hus med et spring på 1,53 meter, hvilket var en personlig forbedring på hele otte centimeter. Flot rekord Inden mesterskaberne havde Helle Olsen en personlig rekord på 1,90 meter i stangspring og blandt de tilmeldte, var der to piger, der havde klaret 2 meter, mens disciplinens favorit havde sprunget hele 2,40 meter. Dermed var Helle sat under pres, men det klarede hun flot. Hun rev ganske vist ned i sit første forsøg på 1,70 meter, men herefter gik det slag i slag. Helle sluttede ikke, før hun havde forbedret sin personlige rekord med hele 40 centimeter. Resultatet på 2,30 meter gav sølv, mens vinderen sprang 2,40 meter. Dybvad IK fik endnu en medalje, da Vibeke G. Jensen i 60 meter hækkeløb erobrede sølv med tiden 10,31 sekunder. En flot præstation af den unge løber, der ellers ikke havde fået den bedste optakt, idet hun i ugen op til mesterskaberne havde været syg. Det resulterede i et par sekundære placeringer, idet hun ikke nåede finalen i hverken 60 meter løb eller længdespring. Fine placeringer I tilgift til de tre medaljer blev det til flere opmuntrende resultater. I kølvandet på Simones Dige Larsens guldmedalje havde Dybvad IK endnu to deltagere i højdespring. Marie Møller satte på sjettepladsen personlig rekord med 1,41 meter, mens Tina Justesen sprang 1,35 meter. I hækkeløb sikrede Helle Olsen sig en personlig rekord på 11,20 sekunder, hvilket dog ikke rakte til finalen. Tina Justesen fik også en personlig rekord, da hun i 800 meter løb blev nummer seks i tiden 2.40,38 minutter. Janni Elneff var lidt under daglig standard i kuglestød, hvor hun ikke kvalificerede sig til finalen. Dybvad IKs piger sluttede deltagelsen ved dette års mesterskaber med en syvendeplads i 4 x 200 meter løb med tiden 2.02,82 minutter. Den enlige dreng i Dybvadtruppen gjorde det også udmærket. Mads Møller er netop rykket op til de 16-17 årige, hvor der er skrappe konkurrenter. Mads lagde ud med at sætte en klækkelig personlig rekord på 9,64 sekunder i 60 meter hækkeløb og kvalificerede sig dermed til finalen, hvor han desværre måtte udgå. Det blev også til finaleplads i 60 meter løb, hvor han tangerede sin personlige rekord på 7,82 sekunder. Endelig blev det i stangspring til en ny tangering af den personlige rekord, hvor resultatet 2,70 meter gav en femteplads. kjær

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...