Dybvad Open Air lukker

Arrangørerne mener, at det vil være for risikabelt at drive koncerten videre

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

DYBVAD:Folkene bag ”Dybvad Open Air” har tabt pusten. Arrangørerne har således besluttet at lukke koncerten.

- Det har ligget i luften længe. Det skal ikke være nogen hemmelighed, fortæller John Nepper, der repræsenterer arrangørerne, Dybvad Tennisklub, Dybvad Boldklub og Dybvad Idrætsklub.

John Nepper har tidligere her i NORDJYSKE været kritisk overfor det kommunale tilskud, der gives til Arena Nord - der ligeledes arrangører koncerter i kommunen. Og netop konkurrence-situationen er årsagen til lukningen af ”Dybvad Open Air”.

- Vi kan se, at vores antal af gæster falder fra år til år - og der er knivskarp konkurrence. Med 70 koncerter om året i et område, der har en befolkningstæthed som Frederikshavn Kommune, så bliver det for sårbart, siger John Nepper.

Et smalt overskud

Denne sommer kunne ”Dybvad Open Air” markere sit 10 års jubilæum - og koncerten endte faktisk med at give et overskud på 40.000 kroner.

- Når jeg har siddet og gjort regnskabet op, så har jeg kunnet se, at det er fordi, at vi har presset besparelser igennem for 40.000 kroner. Havde vi ikke gjort det, så var vi endt med et rundt nul, forklarer John Nepper.

Samtidig hæfter arrangørerne sig ved, at mange forhold i år - blandt andet vejret - var særdeles gunstige.

- Hvis vi havde haft møgvejr i år, så var vi gået ned med et stort underskud. Og vi synes, at vi gambler med foreningernes penge, hvis vi kører koncerten videre med så snæver en margin, fastslår John Nepper.

Lukker med blandede følelser

John Nepper medgiver gerne, at det ikke har været nogen nem beslutning at lukke ”Dybvad Open Air”.

- Det er selvfølgelig med særdeles blandede følelser, for koncerten har været et stort og positivt aktiv for Dybvad. Så det er trist, men omvendt skal vi også være realistiske.

- Koncerten ville kunne risikere at blive en hård økonomisk belastning for de tre foreninger bag den, og der står ikke i deres formålsparagraffer, at de skal holde fest i Søparken. Derfor stopper vi, mens legen er god, slutter John Nepper.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.