Dybvad tabte på målstregen

Dybvad 1. juni 2003 08:00

DYBVAD: Dybvads mandlige hold i 2. division gjorde det flot, da anden runde af danmarksturneringen blev afviklet i Vejle. Efter første runde var stillingen den, at Vejle og Silkeborg lå lige med 64 point, Herning havde 62 og Dybvad 53, mens Rødding var helt tabt med 22 point. De tre bedste hold går videre til kvalifikationsmatchen om at avancere til 1. division. Anden runde blev en sand gyser. Trods stillingen var der optimisme i Dybvad, da man til denne runde stillede i klart stærkere opstilling. Optimismen dalede dog en smule, da det lige op til matchen stod klart, at Mads Rye måtte blive hjemme med influenza. Han havde vundet 5.000 meter løbet i første runde, og var dermed en vigtig brik. Desværre havde Dybvad ingen reserve at sætte ind og måtte derfor indkassere nul point i denne øvelse. Dybvadholdet tabte dog ikke modet, men leverede en række gode præstationer. Resultater af anden runde blev, at Vejle scorede 65 point, Silkeborg 63, Dybvad 58, Herning 49 og Rødding 30. Dermed var Vejle og Silkeborg selvskrevne til kvalifikationsmatchen, mens Herning og Dybvad stod lige med 111 point. I sådanne tilfælde gælder det om at have fået flest førstepladser, og her var Herning en anelse bedre. De bedste individuelle Dybvad-resultater: 200 meter løb: 1. Peter Melgaard i 24.40 s. 400 meter løb: 1. René Kristensen 55.20 s. 110 meter hækkeløb: 2. Søren Bruun i 18.30 s. Højdespring: 1. Mads Olsson med 1.72 meter. Trespring: 2. Mads Olsson med 11.58 meter. Stangspring: 2. Mads Mølle med 2.82. Hammerkast: 2. Søren Bruun med 39.75 meter. 4 x 100 meter løb: 2. Preben Samallo, Peter Melgaard, Mads Møller og René Kristensen i 47.10. Dybvads kvinder i 1. division kunne som ventet ikke klare sig i matchen mod Esbjerg og Skive. Skive havde hjemmebane og mønstrede et stærkt hold efter tilgang fra Viborg og Stoholm. Det resulterede i en sikker sejr på 47 point, mens Esbjerg fik 30 og Dybvad måtte nøjes med 20. Alle tre hold går dog videre til kvalifikationsmatchen den 7. september, hvor det gælder om at sikre sig en plads i næste års elitedivision. Dybvad stillede også denne gang med et meget ungt hold, der lavede flere gode individuelle resultater: 100 meter hækkeløb: 2. Vibeke G. Jensen i 18.08 s. 400 meter hækkeløb: 2. Tina Justesen i 76.18 s. 100 meter løb: 2. Louis Kristensen i 14.02 s. Længdespring: 2. Vibeke G. Jensen med 4.55 meter. Højdespring: 2. Simone Dige Larsen med 1.51 meter. Diskoskast: 2. Simone Dige Larsen med 22.87 meter. 4x100 meter løb: 1. Louise Kristensen, Helle Olsen, Marie Møller og Vibeke G. Jensen i 54,47 s. kjær

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...