Dybvads historie 6

An­ne­met­te Løk­ke Berg. 
 Foto: Bent Jacobsen

An­ne­met­te Løk­ke Berg. Foto: Bent Jacobsen

Byen er stadig karakteristisk og typisk som ”rød stations by”. Byens huse, der oftest var opført af lokale håndværksmestre, viser fint modestrømninger inden for arkitekturen. Arkitekturen afspejler således, hvad det var for perioder byen voksede i. Især findes der fine eksemplarer på byggeskikken fra 1900-1930’erne. Byggerierne havde et købstadspræg, der ikke var almindeligt for små stationsbyer. Ambitionerne var som udgangspunkt i Dybvad. Gennem det købstadsprægede bygninger med smukke detaljer, så som ornamentik på stationsbyens huse kunne man distancere sig til det omgivende bondesamfund. Dybvad kan ses som et sammenhængende kulturmiljø, der eksemplarisk belyser byens udvikling fra stationsby til industri- og produktionsby med tids-tilsvarende boliger. Byen er et godt eksempel på den ”ægte” stationsby. [ Serien om Dybvads historie er skrevet af museumsinspektør Annemette Løkke Berg, Sæby Museum. Anvendt kildemateriale: [ Bang Larsen, Bent: Saltlandet. Kulturlandskabets historie i Sæby Kommune. Sæby Museum 2000. [ Nielsen, Flemming, mfl.: Liv på Østkysten. Stationsbyen. [ Rykind-Eriksen, Kirsten: Jagten på det hvide guld. I: Sæby Museums Årsskrift 1995 ”Fortids Tale til Fremtids Slægt”, pp. 8-28. [ Rykind- Eriksen, Kirsten: Jagten på det hvide guld. Andelskartoffelmelsfabrikken Vendsyssel (AKV) 1936-76. I: Dybvad i 100 år, pp. 49-65. [ Teisner Nielsen, Lars: Dybvads historie – udviklingslinier 1899-1989.