Dygtige elever øver sig til musikkens fest

Musikskolen inviterer til jubilæumskoncert

SKAGEN KOMMUNE: I denne uge har der lydt sprøde violin-, blokfløjte- og guitartoner fra de trange lokaler på Musikskolen på Ankermedets Skole. Instrumentalisterne har øvet sig sammen, dels på deres eget repertoire og dels på den nykomponerede jubilæumssang. Det hele lader op til en stor jubilæumskoncert i morgen. Skagen Kommunale Musikskole fylder 25 år. Musikskoleleder Tove Therp har komponeret en jubilæumssang, hvor alle elever medvirker. Hele koncerten kædes sammen af entertaineren og tv-værten Peter Mygind. Som konferencier skal han præsentere numrene, der leveres af musikskolens elever, der i dagens anledning er sat sammen i nye grupper. Nogen af dem har ikke spillet sammen før. Alle børne- og voksenkor er også med. Og Peter Myginds tilstedeværelse er en garanti for, at alt kan ske.