Politik

Dyhr får kritik: Du leverer ikke på ultimative krav om børn

SF satte før valget kontanthjælpsloft og minimumsnormeringer op som ultimative krav for støtte til finanslov.

Statsminister Mette Frederiksen får et knus af SF's formand, Pia Olsen Dyhr, under åbningsdebatten i Folketinget torsdag.

Statsminister Mette Frederiksen får et knus af SF's formand, Pia Olsen Dyhr, under åbningsdebatten i Folketinget torsdag.

KØBENHAVN:- Vi støtter ikke en finanslov, medmindre vi lykkes med minimumsnormeringer og en afskaffelse af kontanthjælpsloftet. Bum.

Sådan lød det fra SF's formand Pia Olsen Dyhr i et interview med Politiken før valget.

Men når SF i november ventes at indgå en aftale om finansloven med regeringen, vil kontanthjælpsloftet fortsat bestå. Det vil først blive afskaffet, når en ydelseskommission er færdig med sit arbejde, og det skal ske på en måde, så det ifølge forståelsespapiret fortsat ikke er muligt "at modtage offentlige ydelser i ubegrænset omfang".

Til gengæld gives i den mellemliggende en periode en højere ydelse til berørte familier.

Finansloven vil heller ikke sikre, at der næste år bliver indført minimumsnormeringer med én pædagog per tre børn i vuggestuen og én pædagog per seks børn i børnehaverne, som SF har foreslået.

Det er der nemlig hverken penge eller ledige pædagoger til at indfri. Det erkender Pia Olsen Dyhr.

I Folketingets åbningsdebat bliver SF-formanden derfor angrebet af Venstre og Dansk Folkeparti for at løbe fra de ultimative krav. Kristian Thulesen Dahl siger:

- Pia Olsen Dyhr gav før valget vælgerne indtryk af, at hun ville få afskaffet kontanthjælpsloftet og indført minimumsnormeringer med den første finanslov, ellers ville hun ikke støtte den.

- Efter valget, så arbejder SF så på en lidt anden måde. Så kan man pludselig godt vente på, at tingene først kommer senere, siger Thulesen.

Han henviser til, at S-regeringen nok er enig med støttepartierne om at indfører minimumsnormeringer. Men det skal først være fuldt indfaset i 2025. Dermed vil de børn, der går i daginstitutionerne i dag, formentlig være i skole, når der er minimumsnormeringer i daginstitutionerne over hele landet.

SF kan heller ikke være sikker på, at minimumsnormeringerne når i mål, fordi 2025 ligger inde i næste valgperiode. Hvis Mette Frederiksen taber næste valg, så kan en ny regering have andre prioriteringer. I interviewet før valget sagde Pia Olsen Dyhr:

- Når Mette Frederiksen slår sig op som børnenes statsminister, skal hun også levere på børneområdet.

- Man kan ikke slå sig op på noget, hvis man ikke også er villig til at komme i mål med det. Og der er minimumsnormeringer startskuddet for at måle, om man er børnenes statsminister, sagde Pia Olsen Dyhr.

I åbningsdebatten siger Pia Olsen Dyhr, at hun mener, at SF allerede har leveret:

- Vi er glade for, at der i forståelsespapiret klart og tydeligt står, at kontanthjælpsloftet bliver afskaffet med ydelseskommissionen, og at vi skal indføre minimumsnormeringer i Danmark. Bum, siger Pia Olsen Dyhr.

Hun mener ikke, at vælgerne kunne være i tvivl om, at de må vente på minimumsnormeringer:

- For at være helt ærlig, og det har vi også sagt hele tiden: Det kommer til at tage tid. Det er ikke næste år, at vi kommer til at levere på minimumsnormeringer. For vi ønsker ikke, at der skal blive en skæv balance mellem faglært og ufaglært personale, og det vil tage tid at uddanne nye pædagoger, siger Pia Olsen Dyhr.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst