Dykkeroperation er formentligt igang

Planen er at sejle ud i den tidlige morgen

Frederikshavn 1. september 2004 06:00

FREDERIKSHAVN: Hvis alt er gået efter planen, så er Søværnets Operative Kommando nu allerede placeret øst for Læsø klar til at dykke ned til vraget af Strandby-kutteren Inge Birthe. I følge stabsvagten ved SOK vil operationen blive sat igang så tidligt som muligt - og det kan meget nemt i i nattetimerne. - Vi er ved at have samlet alt udstyret, og vi er jo nødt til at være på positionen før vi kan vurdere om forholdene er gunstige nok til en dykning, siger stabsvagten. Kutteren gik ned øst for Læsø fredag og skipper Jens Peter Larsen og fisker Harling Svendsen savnes fortsat. Dykkeroperationen vil blive udført fra Søværnet dykkerskib Læsø, og inspektionsfartøjet Poul Løwenørn. Inspektionsskibet skal blandt andet fungere som platform for den fjernstyrede undervandsdrone, som også skal anvendes i forbindelse med operationen. SOK har i første omgang sat et døgn af til dykningen. - Det er kaptajnerne på skibene, der afgør operationslængden. De er de eneste, der kan vurdere forholdene på stedet, siger stabsvagten. Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed vil ikke være ombord på Poul Løwenørn, men chefen, Lars Nielsen, oplyser at han vil være i Frederikshavn til at tage imod videoklip fra dykningen, når skibene kommer ind. - Den primære opgave er at bjærge de omkomne, men vi har også et behov for at finde årsagen til forliset, siger Lars Nielsen. Han vil ikke kommentere på teorier om en eksplosion på kutteren for nuværende. - Alt hvad vi har at vurdere på er et videoklip og nogle vragrester. Der er indikation af brand i stævnen, men lad os nu få flere oplysninger frem inden vi konkluderer yderligere, siger Lars Nielsen.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...