Musik

Dylan ødelagt af dårlig lyd

KONCERT Bob Dylan i Forum Det har i årevis irriteret mig voldsomt, at de der hovski-snovski københavnske rockanmeldere altid bruger en god del af spaltepladsen på at rakke ned på lydforholdene i Forum. Sådan nogle B&O-mimoser - lad nu os i provinsen høre noget om musikken i stedet for jeres evindelige brok over lyden. Torsdagens koncert med Bob Dylan var min første oplevelse i Forum, og den kunne jeg godt have været foruden. Bas, trommer og guitarer (tre stk.) buldrede rundt som i et badeværelse, og da Bob Dylans vokal i forvejen ikke er verdens mest artikulerede, nåede stort set ingen genkendelige ord mine - på længere og længere stilke anbragte - ører. Hvad er den bygning lavet af? Blik? Kolleger i København: Jeg lover aldrig mere at tænke på jer som hovski-snovski. Og til dig, Bob: Du har med rette ikonstatus, men når varen - her musikken - ikke kan høres, er din status blot og bar historisk, og det eneste, jeg får med hjem, er at have set giraffen. Men nu til det, der trods alt kunne høres - og ses. I denne tid, hvor stjernerne i den internationale musik-elite tilsyneladende har svært ved at afgøre, om de arbejder i pornobranchen eller i popbranchen, og hvor popstars, idols og aftenstjerner på den hjemlige mediehimmel fødes og dør på et nanosekund, er Bob Dylan en lise for sjælen. Længere fra en døgnflue kommer man bare ikke. Han synger i stadig højere grad som en knirkende dør. Han er meget lidt chik at se på og har samme udstråling som en krydsning mellem et sort hul og en gammel sveske. Han mæler under mere end to timers koncert ikke ét ord til det jublende publikum, og hans mor har ikke lært ham, at goddag, farvel og tak er høfligt. Men kors i røven, for nogen sange!! Stærkest i erindringen står de gamle rocknumre, som Hans Højhed heldigvis leverede flere af. Highway 61 Revisited og Like A Rolling Stone fra 1965 er - stadig - guitarrock i absolut verdensklasse her næsten 40 år efter, at de er skrevet. Det samme gælder numre som Boots Of Spanish Leather og en flot, følsom udgave af It's All Over Now, Baby Blue, hvor Dylan trakterede keyboardet, som det fortjener. Og hvor bandet spillede tæt, som det - såvidt det kunne høres - var tilfældet gennem det meste af koncerten. Det nuværende band med George Recile på trommer, Tony Garnier på bas samt Larry Campbell og Freddy Koella på guitarer varter His Bobness op på bedste vis. Svagest stod koncertens numre fra Bob Dylans nyeste album, Love and Theft (2001). De var præget af en indelukkethed, som de gamle numre var helt fri for. En ven, der i slutningen af 80'erne var til en Dylan-koncert i Sverige, har fortalt om en totalt tillukket Bob Dylan, der iført hætte-sweatshirt med helt tilsnøret hætte, surt spillede en koncert på under en times varighed. I det lys må torsdagens Bob Dylan beskrives som aldeles sprudlende. Både bag keyboardet og med den elektriske guitar var der små tegn på, at han ligefrem hyggede sig, såsom den karakteristiske, rytmiske drejning i venstre bens hofteled. Der var dog ikke på noget tidspunkt tale om et smil, men under sidste ekstranummer - All Along The Watchtower - kom det til adskillige rytmiske ryk i hele kroppen. Til overflod var Dylan iført sit fine sæt scenetøj, det sorte sæt med lang jakke og sølvknapper i række på ærmer og bukseben. Konklusionen er vel, at vi var heldige i Forum. Godt to timers koncert med en Dylan, der altså ér set mere indelukket og mut - ikke at man skulle tro det muligt. Et skævt snit gennem ikonets enorme sangkatalog, domineret af det helt gamle og det helt nye, hvilket er beklageligt, når anmelderens favoritalbums befinder sig i midten. Nogle gange kan en live-oplevelse gøre lytteren klogere på musikken. I Bob Dylans tilfælde kunne jeg have ønsket mig at blive bare lidt klogere på hans meget svært tilgængelige lyrik, men det er udelukket, når alle ord drukner i Forums badeværelsesbulder. Dorte Geertsendorte.geertsen@nordjyske.dk Bob Dylan i Forum, København. Torsdag aften.