Dynamoen mangler når akademikere er ledige

Arbejdsløshedsprocent blandt de nordjyske akademikere er på ni procent, og det skaber bekymring

NORDJYLLAND:Stadigt flere nordjyske akademikere har ikke noget arbejde at stå op til. På landsplan ligger arbejdsløshedsprocenten blandt akademikere på 6,9 procent, men i Nordjylland er tallet ni procent. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Bag procenttallene gemmer sig 323 nordjyske akademikere uden arbejde, så for de 3156 arbejdsløse specialarbejdere eller de 2679 HK'ere uden arbejde i landsdelen kan det virke uforståeligt, hvorfor en mindre gruppe arbejdsløse akademikere er særligt bemærkelsesværdigt. Det har sekretariatschef i AF Nordjylland, Henrik Christensen, dog en forklaring på. - Hvis akademikerne kan komme i job, så er de med til at skabe job for andre. De er tit dynamoen, så hvis det går godt for dem, så går det også godt for andre, fortæller han. For lille efterspørgsel Dynamovirkningen opstår, fordi akademikerne typisk bliver ansat i eksport- og innovative virksomheder. Derfor indikerer arbejdsløshed i netop den gruppe om der er gang i en vigtig del af samfundet, pointerer Henrik Christensen. - Forklaringen er, at der ikke er så stor efterspørgsel på akademikere i Nordjylland, som der burde være, tilføjer han. En del af forklaringen er dog også, at Aalborg Universitet uddanner andre end blot nordjyder. Ikke alle sjællændere, fynboer og sønderjyder ønsker nemlig efterfølgende at bosætte sig i Nordjylland men bliver kun boende, indtil de har får et job et andet sted i landet. Derfor ser statistikken mere dyster ud i det nordjyske. Skal klare paragrafferne Amtsborgmester Orla Hav (S) synes bestemt ikke om, at 15 procent af akademikerne sidder hjemme ved sofabordet i stedet for på en nordjysk arbejdsplads. - Dem, der skal klare paragrafferne for os ind i en øget internationaliseret konkurrence, er jo nogle af dem med de lange uddannelser. Så det er skidt, hvis de ikke kommer i gang, pointerer han. Orla Hav frygter, at strukturreformen i øjeblikket kan påvirke lysten til ansatte folk, men håber ikke, at det er tilfældet. - De repræsenterer noget af det, som vi skal leve af i fremtiden, nemlig viden, innovation, iværksætteri og så videre. Derfor er det vigtigt, at få dem i gang, påpeger Orla Hav. Lidt lys er der dog forude. Hos AF Nordjylland vurderer man nemlig, at ledigheden er på vej til at falde i landsdelen, og det ikke kun vil gælde for akademikerne.