EMNER

Dyr forsikringspræmie

Arbejdsskadebegrebet udvider sig og det koster kommunen dyrt

PANDRUP:Flere og flere skavanker bliver anerkendt som arbejdsskade og det kan mærkes på Pandrup Kommunes budget. Et underskud på 480.000 kroner på økonomi udvalgets område skyldes, at forsikringspræmien er steget kraftigt de seneste år. Kommunens arbejdsskadeforsikringer dækker alle kommunale ansatte som eksempelvis hjemmehjælper. - Langvarig påvirkning er nu også blevet anerkendt som arbejdsskade. Det vil sige, at en hjemmehjælper der har været i jobbet i mange år og fået ondt i ryggen, kan få udbetalt arbejdsskadeforsikring og det har ikke været muligt før, forklarer Arne Kristensen fra Pandrup Kommune. Samtidig blev folk i aktivering også underlagt den kommunale arbejdsskadeforsikring i slutningen af 2003. - Da det skete, havde vi lagt budget for 2004 og den gruppe havde vi selvfølgelig ikke indberegnet, siger han. Kommunen betalte i 2004 280.000 kroner i præmie, men i år er prisen den dobbelte, fordi i følge Arne Kristensen vil der stadig ske en udvidelse af begrebet.