Dyr, gratis trailer til skole

Lokale firmaer betaler dyrt for annoncer på trailer

LØKKEN:Løkken Centralskole har fået en trailer stillet til rådighed i fem år - kvit og frit. Traileren bliver finansieret af lokale firmaers annoncer. Det er firmaet Mobil-Reklame ApS, der står bag konceptet, og det tjener firmaet rigtig mange penge på. Arkitekt Jørgen Ussing er én af de lokale erhvervsdrivende i Løkken som i første omgang sagde ja til at reklamere på skolens trailer, men det har han fortrudt nu. - Jeg har regnet ud, at de får langt flere penge ind på annoncer end traileren er værd, siger han. Derfor prøver Jørgen Ussing nu at annulere aftalen med Mobil-Reklame ApS - et tysk firma, der har dansk kontor i København. På Løkken Centralskole er skoleinspektør Jens Aarup ked af, hvis de lokale annoncører føler sig snydt. - Det kan vi ikke byde de lokale annoncører, siger han. På skolen har traileren ellers allerede gjort stor gavn. - Vi har brugt den meget - blandt andet til at fragte bagage og andre ting i forbindelse med lejrskoler, siger skoleinspektøren. Og Jørgen Ussing vil da også gerne være med til at finansiere en trailer til skolen - men ikke på de vilkår. - Det ville være bedre, hvis vi var nogle stykker, der gik sammen om at købe en trailer til skolen i stedet for at et firma fra København skal tjene penge på det, siger han. Men lige nu mangler Løkken Centralskole imidlertid ingen trailer. Skoleinspektør Jens Aarup har nemlig ingen intensioner om at opsige den fem-årige kontrakt med Mobil-Reklame ApS. - Vi er glade for traileren og beholder den i de fem år, vi har fået kontrakt på, siger han. Hvorvidt Jørgen Ussing kan komme ud af aftalen er endnu uvist. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra firmaet Mobil-Reklame ApS. Ifølge fagbladet Folkeskolen er Løkken Centralskole ikke den eneste skole i landet, der har fået en såkaldt gratis trailer stilet til rådighed. Også skoler i Sydvestjylland har fået tilbud fra Mobil-Reklame ApS.