EMNER

Dyr hader fyrværkeri

Køer, heste og andre udegående dyr kan blive skræmt fra vid og sans, hvis de bliver overrumplet af fyrværkeri. Derfor opfordrer Landbrugsraadet og Dyrenes Beskyttelse til udvidet omtanke, hvis fyrværkeri antændes i nærheden af dyr. Rådet gælder ikke kun nytårsaften og dagene omkring, men altid, da fyrværkeri i stigende omfang benyttes året rundt ved festlige lejligheder. Dyrene kommer til skade, når de forsøger at flygte, og derfor opfordres dyreholdere til at tage deres dyr på stald, hvor lys og musik skal være tændt for at dulme brag og lysglimt fra fyrværkeriet. Går der dyr ude, bør man ikke affyre fyrværkeri i nærheden. Landmænd og hesteholdere bør under alle omstændigheder informeres om eventuelt nytårsskyderi i nærheden af dyr, lyder det fra Landbrugsraadet og Dyrenes Beskyttelse. /ritzau/