- Dyr konsekvens af kliniklukning
På et møde i Tinghuset i Fjerritslev har de protesterende mod forslaget om at lukke byens kommunale tandklinik regnet på konsekvenserne i en større sammenhæng.

Ulla Flintholm
- Vi har beregnet de samfundsmæssige omkostninger, ud fra det antal børn, der skal transporteres til Brovst to gange årligt og deres forældres tabte arbejdstimer, forklarer Ulla Flintholm, talsmand for de protesterende. - Selv når vi sætter tallene lavt, er omkostningerne for samfundet højere end ved at beholde den nuværende struktur, nemlig godt 130.000 kr. højere, oplyser hun. - Dertil kommer anlægsudgiften til at bygge til i Brovst og indrette undersøgelsesrum i Fjerritslev og Saltum - det koster mindst tre millioner kroner, tilføjer Ulla Flintholm. På mødet blev forslaget om kun at have en klinik ved den nye skole i Aabybro også diskuteret. - Vi er enige i, at der er brug for en ny skole i Aabybro, men at det skal blandes sammen med tandklinikkernes struktur forstår vi ikke, siger hun. - Men hvis kommunalbestyrelsen skulle gå hen og beslutte, at der kun skal være en stor klinik med behandling, må og skal den ligge i Brovst. Det er kommunens sundhedsby, og den ligger langt mere centralt, forklarer hun. - Kommunens geografi gør, at vi ikke har nogen naturlig hovedby, men fire hovedbyer, og som borger må man forvente en nogenlunde ensartet service i de fire byer. Som borgmesteren plejer at sige: Jammerbugt Kommune er som en bil med fire hjul - alle hjul skal køre rundt for at bilen kan køre ordentligt. ms
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.