Nørresundby

Dyr lejlighed holdt prisen

Solsiden kan mønstre Storaalborgs dyreste adresse

Lejligheden, som var udbudt til 11,5 mio. kr., ligger på Solsiden i Bellevue, nabo til det fine Royal. Og den blev altså solgt så tæt på prisen, at forskellen ikke er værd at tale om, når man opererer i det prislag.

Lejligheden, som var udbudt til 11,5 mio. kr., ligger på Solsiden i Bellevue, nabo til det fine Royal. Og den blev altså solgt så tæt på prisen, at forskellen ikke er værd at tale om, når man opererer i det prislag.

Mand og mand imellem - og endda også blandt lokale ejendomsmæglere - troede ingen for et par måneder siden på, at en lejlighed i Nordjylland og slet ikke i Nørresundby kunne sælges til den pris: 11,5 millioner var, hvad en mondæn tredje sals lejlighed på adressen Mellem Broerne 7 var sat til salg for. Men nu har lejligheden skiftet ejer. Solgt, som det kan beskrives på godt nordjysk, så godt som til prisen. - Til en køber med relationer til Nordjylland, som ejendomsmægler Hans Lilienhoff udtrykker det. Det er hans firma med domicil på Fyn, der har formidlet handelen, og Hans Lilienhoff forsikrer, at både køber og sælger er tilfredse med prisen. Lejligheden, der ligger i den kun tre år gamle ejendom Bellevue fra 2007, er på 208 kvadratmeter, og blandt dens fortræffeligheder er, som det er fremhævet af mægleren, en 180 graders udsigt til Limfjorden og Aalborgs skyline og en beliggenhed kun fem minutter fra Aalborg Lufthavn og 80 minutters kørsel fra Århus. NORDJYSKE skrev om liebhaverlejligheden på byens dyreste beliggenhed 19. februar, og ved den lejlighed sagde mægleren, at lejligheden fuldt ud lever op til den højeste grad af liebhaveri - nemlig ved at adskille sig fra standarden eller det gennemsnitlige i det aktuelle lokalområde. Og både den lækre lejlighed og den høje pris har da også vakt interesse. - Vi har, bekræfter Hans Lilienhoff, siden fået en del henvendelser af nordjysk karakter, og det understøtter da også vores planer om at interessere os mere for liebhavermarkedet i det nordjyske. Vi har hidtil mest solgt specielle ejendomme i Skagen-området, men vi regner med at operere i landsdelen i højere grad i løbet af det kommende år. Ejendomsmægleren regner med at benytte sig af den model, hans firma også bruger i for eksempel Nordsjælland, nemlig med en lokal mægler, og han regner med, at der er basis for planerne ved årsskiftet. Til den tid er finanskrisen formentlig trappet ned, mener han.