Trafikforhold

Dyr Netto-parkering

Tysk turist føler sig dårligt behandlet efter parkeringsbøde

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Teksten med to timers parkering er dækket af træer.

BRØNDERSLEV:- Det er en dårlig behandling af turister. Det siger Hans Jürgen Krüger fra Gelsenkirchen i Tyskland. I går fik han et girokort sat i forruden på 510 kr., fordi han parkerede på Nettos parkeringsplads. Hans Jürgen Krüger siger, at han troede, at det er som i Tyskland, hvor der ikke skal benyttes parkeringsskive på Nettos og Aldis parkeringspladser. - Der var et skilt med Nettos logo, fortæller Hans Jürgen Krüger. Det skilt, der fortæller om to timers parkering, var dækket af træer. Og et andet skilt vender bagsiden til. Hans Jürgen Krüger siger, at han altid har overholdt loven i Danmark. - Jeg kører aldrig for stærkt, og jeg har altid lys på bilen, siger han. De 510 kroner svarer til 20 procent af hans månedlige pension. - Som pensionist har man ikke mange penge at gøre med, siger Hans Jürgen Krüger, der tidligere havde servicestation og autoværksted i Gelsenkirchen. Da han så girokortet i forruden, skulle han af danskere have at vide, hvad der var galt. - Jeg kunne ikke drømme om, at man ikke må parkere uden p-skive på Nettos parkeringsplads, siger han. P-vagten har holdt bilen under observation i fem minutter ud af de ca. 30, han holdt dér. Hans Jürgen Krüger holder for tiden campingferie på Grønhøj Strand Camping, og det har han gjort siden 28. juni og har planer om at blive et par uger endnu. - Men en afgift på 510 kr. gør noget af et indhug i feriebudgettet, siger han. Han kontaktede i går turistkontoret i Brønderslev, men kunne ikke få hjælp. - Brønderslev reklamerer med, at der er 1460 gratis p-pladser, siger Hans Jürgen Krüger, for hvem det ikke blev gratis. Han har planer om at tage turen til Parkeringskontrol Nord i Aalborg for at forklare om skiltningen. Formand for Brønderslev Kommunes teknik- og miljøudvalg, Karsten Frederiksen (K), lover at undersøge skiltningen nærmere.