Dyr sommerferie for Hobro

Himmerlændingene kan få svært ved at overleve i danmarksserien

NORDJYLLAND:Med Lindholms og Frederikshavns nedrykning til kvalifikationsrækken er der kun tre nordjyske klubber, AaB, Hobro og Nørresundby, med i danmarksseriens kreds 3, der lørdag tager hul på en ny sæson. AaB kan mærke, at superligaholdet har mistet spillere og ikke fået nye til gengæld. Hobro er med fem nøglespilleres afgang klar over, at det kan blive svært at overleve. Nørresundby satser på, at Hobros topscorer fra sidste sæson, Troels Nielsen, kan fortsætte med at score mange mål, selv om han har skiftet klub. NORDJYSKE Stiftstidende har talt med de tre klubber, inden sæsonens første kampe spilles i weekenden. Hobro - Det har været nogle dyre ugers sommerferie. Vi har mistet fem profiler, og vi mangler en angriber til at sparke bolden i nettet, efter at Troels Nielsen er rejst til Nørresundby, siger Hobros træner Per Sørensen. - Den store åreladning gør, at vi har en meget smal trup, og det kan godt blive en overlevelseskamp for os. Kristian Andersen er flyttet til Horsens for at læse. Jeg håber, at han kommer hjem og spiller for os, som han gjorde i pokalkampen onsdag aften, for med de mange andre spillere, der er stoppet, bliver han en vigtig brik for os. - Der er seks nye klubber med i danmarksserien, og jeg er overbevist om, det bliver en stærkere række end i sidste sæson. Der bliver brug for hvert eneste point, vi kan spille hjem, tilføjer Per Sørensen. Tilgang: Peter Mark, Randers Freja, Jesper Rasmussen, Horsens Afgang: Troels Nielsen, Nørresundby, Henrik Jacobsen, arbejde i Tyskland, Henrik Christiansen, stoppet, Tommy Markussen, AaB, Kristian Andersen, Horsens. Træner: Per Sørensen. AaB - Kan vi præge rækken, må det være målet for sæsonen. Vi kan også mærke, at der er forsvundet spillere omkring superligaholdet, så det bliver en sæson med næsten ingen kontraktspillere på holdet, siger træner Claus Gaihede. - Lige nu håber jeg, at Rene Tengstedt og Troels Jensen, der begge er flyttet tilbage til Aalborg efter at have spillet for B93, vil spille for AaB, og at Jari Pedersen vælger det samme, og vi kan give ham fodboldhumøret igen. Får vi de tre spillere til at trække i AaB-trøjen, bliver det meget afgørende for vores placering, da de har den rutine og erfaring, vi godt kan bruge på holdet. - Vi starter på hjemmebane mod Thurø, der er rykket op tre år i træk. Klubben fra øen i det sydfynske øhav kender jeg ikke meget til. De har fået en del spillere fra Svendborg, der også er med i danmarksserien. Med fire hold fra Fyn i rækken kan vi se frem til længere køreture til udekampene i denne sæson, men også til nye spændende modstandere, tilføjer Claus Gaihede. Tilgang: Jacob Friis, tilbage fra Mexico, Janus Friis, Frederikshavn, Per Stokholm, Nørresundby. Afgang: Thomas Kortegaard, FC Nordjylland, Kasper Jensen, Jetsmark, Frederik Søborg, rejst til England. Træner: Claus Gaihede. Nørresundby - En placering lige under topholdene vil være tilfredsstillende for os. Det bliver igen divisionsreserverne fra Silkeborg, AaB, Viborg og FC Aarhus som vil præge rækken, siger træner Henrik Skoda. - Vi har med tilgangen af Troels Nielsen fra Hobro fået en virkelig klasseangriber, som kan score de mål, vi ikke havde spillere til i sidste sæson. Det ærgrer mig, at Lars Christensen er rejst til Jetsmark, for ham kunne vi godt have brugt til fortsat at styre midtbanen. Truppen ser virkelig spændende ud, men igen i år bliver meget afgjort af, hvilken styrke divisionsreserverne har netop den dag, man spiller mod dem, tilføjer Henrik Skoda. Tilgang: Troels Nielsen, Hobro, Johnny Nielsen, Hjørring, Patrick Nielsen, Frederikshavn, Hans Henrik Buus, Jetsmark, Mark Vestergaard, Støvring. Afgang: Morten Harbo, Kenneth Cordsen, collegefodbold i USA, Rasmus Kyvsgaard, Lars Christensen, Jetsmark, Evrard Ble, FC Aarhus. Træner: Henrik Skoda.