Biler

Dyre billån snyder forbrugerne

”Billige” lån kan blive dyre, advarer FDM og bankekspert

Det kan blive dyrt at tage et billån hos bilforhandleren, påpeger FDM. Arkivfoto
Det kan blive dyrt at tage et billån hos bilforhandleren, påpeger FDM. Arkivfoto

DANMARK: Få en spritny bil, og afdrag med en tusindlap om måneden.

Det lyder både billigt og overkommeligt for de fleste at låne penge til en ny bil, men lånet kan i det lange løb blive en dyr fornøjelse for bilkøberne.

Sådan lyder advarslen ifølge Politiken mandag fra bilistorganisationen FDM og den uafhængige bankportal Mybanker.

Det er især lånene til de populære minibiler, der koster under 100.000 kroner, der skaber problemer, mener FDM og Mybanker.

For mens bilforhandlerne typisk tilbyder en konkurrencedygtig rente på 3 procent eller lavere, så er omkostningerne i forbindelse med etableringen af lånet til gengæld anderledes dyre.

Store omkostninger

15.000 kroner for et lån på eksempelvis 80.000 er helt almindeligt. Og da de penge bliver lagt oven i lånet, så bliver lånets reelle rente, den såkaldte årlige omkostning i procent (åop), nærmere 10 procent.

- Bilforhandlerne opfører sig som lånehajer, siger direktør John Norden fra Mybanker til Politiken.

Han bakkes op af forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen hos FDM, der mener, at kunderne lader sig lokke af den lave rente.

- Forhandlernes fortjeneste på de små biler er nærmest et ”rundt nul”, så derfor skal de tjene penge på andet. Det gør de blandt andet på billån, så bilkøberne skal gøre sig klart, at de står over for en bankmand snarere end bilforhandler, siger Allan Skytte Christensen til Politiken.

Afviser kritikken

Mybankers John Norden vurderer, at 70 procent af handlede nye minibiler bliver finansieret gennem forhandlerlån, fordi de etablerede banker har trukket sig ud af markedet.

Allan Skytte Christensen har set stribevis af låneaftaler igennem, og den provision, som forhandleren tager for at formidle et lån til en minibil, svinger fra 3.000 til mere end 10.000 kroner.

Administrerende direktør i bilforhandlernes organisation AutoBranchen Danmark, Jens Brendstrup, afviser kritikken:.

- Prisen på et lån er en handelsvare, fastslår han over for Politiken og fortsætter:

- Der foregår masser af forhandlinger om lån, ekstraudstyr og bilpriser rundt omkring hos bilforhandlerne.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden