Dyreforening kritiseres for at ignorere katte

Dyrenes Beskyttelse lever ikke op til løfter, lyder anklager fra tidligere medlemmer

Lederen af Hjørring Kattehjem, Jonna Fals, føler sig svigtet af Dyrenes Beskyttelse. Foto: Bente Poder

Lederen af Hjørring Kattehjem, Jonna Fals, føler sig svigtet af Dyrenes Beskyttelse. Foto: Bente Poder

NORDJYLLAND:Et nordjysk dyrehospital havde behov for at komme i kontakt med Dyrenes Beskyttelses (DB) lokale formænd. Sekretæren ønskede at vide, om Dyrenes Beskyttelse ville betale for behandlingen af en påkørt kat. Sekretæren ringede og ringede over flere dage og lagde beskeder. Intet svar. Ovenstående beretning, som NORDJYSKE har fået fra sekretæren selv, er langtfra enestående, mener Jonna Fals. I tre år har hun drevet Dyrenes Beskyttelses internat i Hjørring. Allerede sidste efterår klagede hun i et brev til hovedbestyrelsen over, at foreningens kredsformænd ikke levede op til DB’s egne løfter. - Jeg tror, at Dyrenes Beskyttelse gaber over mere, end foreningen kan klare, siger Jonna Fals. Dyrenes Beskyttelse har indtil i dag haft to kattehjem og 25 lokale formænd - kaldet kredsformænd - i Nordjylland. Sidste år modtog kattehjemmet i Hjørring 216 katte fra DB’s kredsformænd, som afgør fundne kattes skæbne. Af de 216 henvendelser kom de 171 fra kredsformanden i Hjørring - de øvrige 24 nordjyske kredsformænd fandt kun to katte i gennemsnit til kattehjemmet. Det sker til trods for, at 60 procent af alle henvendelser fra private drejer sig om nødstedte katte. Ingen kontakt NORDJYSKE har tre gange ringet til kredsformanden, som dyrehospitalet ikke kunne komme i kontakt med. Vi har ringet weekend, aften og dag på både fastnet og mobil - og er ikke kommet igennem. DB’s formand i Nordjylland, Kurt Isaksen, afviser, at foreningen svigter katte. - Kredsformændene er som regel ved telefonen døgnet rundt, og alle katte, der ikke har det godt, tager vi os af, siger Kurt Isaksen. Han påpeger, at Dyrenes Beskyttelse bruger mere end fire millioner kroner årligt på at få Falck til at transportere syge dyr.

Forsiden