Politi

Dyrene kviede sig ...

Der er hver dag nok arbejde til de to politifolk på stationen i Hanstholm.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

En borger i form af Jesper Agesen (i midten), havde ved hjælp af en kikkert noteret nummeret ned på dyrenes øremærker, og hurtigt kunne Peter Brunse (t.v.) få ringet til landmanden, mens Poul-Martin Schurmann på det tidspunkt overvejede, om dyrene skulle jages ind i en indhegning eller blive i vejsiden.

Radioen skratter lidt i bilen på vej tilbage mod lokalpolitistationen i Hanstholm: "Ninerfyrrenultres. Melding" Svaret er lidt overraskende: "Åhh, der er fra McCloud i Nors" De lystige ord fra kollegaen på vagtcentralen i Holstebro, får et par små grin frem hos både Peter Brunse og Poul-Martin Schurmann, inden sidstnævnte fortsætter i politiradioen: "Opgaven afsluttet og vi er på vej hjem. Slut herfra." Et tydeligt hestevrinsk fra kollegaen i syd indikerer, at opgaven den dag for de to landpolitibetjente i Danmarks største fiskerihavn har bragt smil frem hos flokken af politifolk på vagtcentralen i Holstebro: – Jo, de har da humor, siger Peter Brunse, der nu kun har en uge tilbage af tjenesten, inden han forlader jobbet i Hanstholm efter 17 år. Kollega Schurmann holder fast endnu i fem måneder, inden han stopper efter 28 år i Hanstholm og må i den tid måske "døje" med flere små humoristiske sidebemærkninger fra vagtcentralen, når en opgave giver en fornemmelse af ren landluft og bønder. I øjeblikket funderes der på de bonede gulve i København over, hvorvidt begrebet "Landpoliti" er noget, der skal strømlines og dermed måske nedlægges. På den baggrund brugte Thisted Dagblad nogle timer i selskab med de to landbetjente for at se på, hvad dagen går med. Netop den dag kom der en melding om fire løse kvier i området ved Hjardemål og Korsø Bakke. En opgave, som trods sin lidenhed kan blive stor, hvis løse kvier får lov til at strejfe om på hovedvej 29. Men landbetjente kører ikke kun efter løse kvier eller heste. Dagen kan sagtens indeholde meget andet, som de mere "almindelige" politifolk tilknyttet en større station måske nok får, men også skubber videre til næste kollega eller til kollegerne i efterforskningen. – Vi sørger blandt andet for, at de borgere, der ikke møder i fogedretten bliver hentet, forklarer Peter Brunse, og i det hele taget er det lokale kendskab en stor del af løsningen af arbejdsopgaverne. Opgaver, som på den måde ikke rigtig kommer til at fremgå af registreringssystemet. – Hvis jeg ser en knægt på 14 år på en knallert, så ved jeg måske, hvem forældrene er, og kan få ham stoppet i at køre, siger Peter Brunse og forklarer, at den slags forebyggende arbejde ikke rigtig har et "nummer" i edb-systemet. – Det vil ikke rigtig acceptere begrebet "ukontrolleret tjeneste", siger Poul-Martin Schurmann med et skævt grin. Han forklarer, at selv efter pas, kørekort og nummerplader ikke længere hører til opgaverne for landpolitiet, så går dagene med fogedsager, særlovssager, som dækker fiskeri, landbrug og dyreværn foruden jagt- og våbenlov. De to betjente i Hanstholm har tilsammen omkring 1000 sager om året, hvor kollegerne på de større stationer har 10-20 procent færre og sjældent behandler dem helt færdige. De to 62-årige ordenshåndhævere håber, at fremtiden for begrebet "Landpoliti" finder en god udgang, da de føler, at deres tætte kendskab til lokalbefolkningen og daglige gang i området er en styrke for resten af politiet i Thisted. Men på den måde et begreb til gavn for alle politikredse i Danmark.