EMNER

Dyrenes og damernes Villy

Dyrepasseren Villy Hansen forlader Aalborg Zoo efter 43 års tro tjeneste.

AALBORG:- Prøv at tænke dig: I 43 år har jeg aldrig været træt af at skulle arbejde. Når man altid har glædet sig til at være sammen med dyrene og kollegerne, så er der noget ved det. Jeg føler mig meget privilgeret. 67-årige Villy Hansen sagde i går farvel til Aalborg Zoo. Efter et liv i dyrenes tjeneste er tiden nu moden til pension, og det blev i går fejret med en afskedsreception, hvor zoo-direktør Henning Julin takkede sin trofaste medarbejder og overrakte ham Dronningens Fortjenstmedalje. - Du er - siges det - en "damernes mand", hvilket du snart skal bevise. Du skal nemlig til Dronningen, iført behørig påklædning, for at takke for den belønningsmedalje, Majestæten har benådet dig med, sagde Henning Julin. Zoo-direktøren roste Villy Hansen, fordi han er en selvstændig person, en gedigen kollega, en dygtig "storyteller" (fortæller, red.), og fordi han evner at fungere som skovhugger, parkeringsvagt og handyman - udover selvfølgelig at være dyrepasser. Villy Hansen begyndte i Aalborg Zoo 12. juli 1960. Det var før, man kunne uddanne sig som dyrepasser, så Villy har gjort tingene på sin egen facon: Hvis man kan håndtere en hest, kan man håndtere alle slags dyr, var et slags motto for Villy Hansen. Fem ansatte I dag er der over 50 medarbejdere i Zoo, men da Villy Hansen var ung, var han én ud af blot fem ansatte. Det var travle tider. Villy Hansen arbejdede alle ugens dage - og havde kun fri hver fjerde søndag. - Vi fyrede med kul dengang, og det måtte vi jo gøre dagen igennem, så dyrene kunne holde varmen. Selv juleaften var jeg ovre og fyre, husker Villy Hansen. En decemberaften, hvor Villy var i rovdyrhuset for at fyre, glemte han nøglen i døren og måtte klatre ud af et vindue. På vej hjem blev han så bange for sin egen skygge, at han faldt - lige lukt ned i vaskebjørnegrotten. Minderne er mange, men Villy Hansen forlader ikke Zoo med vemod: - Nej, jeg må indrømme, jeg har glædet mig lidt til at slappe af. Når vennerne kommer på besøg på, bliver det rart, at man ikke skal tænke på at skulle op næste dag, siger Villy Hansen, der er den medarbejder, som har arbejdet flest år i Zoo. Kollegaen Karsten Møller ligger dog lige i baghjulet med sine 41 år. Og Villy Hansen skal nok få rigeligt at se til Karsten og de andre kolleger. Også fremover. Villy bor nemlig på Vestre Allé, hvor han kan kigge over på sin - nu forhenværende - arbejdsplads. - Jeg skal nok komme på besøg temmelig ofte, lover Villy Hansen.