Dyrere at fyre i huset

Dyrere brændsel er årsagen til, at de omkring 10.000 fjernvarmekunder i Hjørring, nu kan se frem til en prisstigning på tre procent til den nye fyringssæson.

Hjørrings fjernvarmekunder kan se frem til en stigning i varmepriserne på tre procent i den kommende fyringssæson, men formand for Hjørring Varmeforsyning, Flemming Simonsen, glæder sig over, at varmeforsyningen i Hjørring fortsat hører til blandt de billigste i Danmark. Arkivfoto: Hans Ravn

Hjørrings fjernvarmekunder kan se frem til en stigning i varmepriserne på tre procent i den kommende fyringssæson, men formand for Hjørring Varmeforsyning, Flemming Simonsen, glæder sig over, at varmeforsyningen i Hjørring fortsat hører til blandt de billigste i Danmark. Arkivfoto: Hans Ravn

I løbet af de seneste fire år har Hjørring Varmeforsyning formået at sænke varmeprisen med fem procent trods kraftigt forøgede priser på brændsel. Men energipriserne himmelflugt har nu haft så stor indvirkning på varmeforsyningens økonomi, at repræsentantskabet har besluttet at lade prisen stige med tre procent. - Vi skal både betale mere for træpiller, og prisen på gas følger udviklingen i oliepriserne, som er stigende, siger formanden Flemming Simonsen fra Hjørring Varmeforsyning. Han hæfter sig ved, at varmekunderne i Hjørring stadig har en forholdsvis billig varmeleverance, for Hjørring Varmeforsyning ligger i den billigste fjerdedel på landsplan. Flere typer brændsel Regnskabsåret er endnu ikke afsluttet, men Hjørring Varmeforsyning forventer et overskud på omkring 1,7 millioner kroner, og det har også været medvirkende til at man kan holde prisstigningen nede. Årsagen til det kan lade sig gøre at holde prisen på et lavt og konkurrencedygtigt niveau skyldes i høj grad et flerstrenget brændselssystem, hvor der både bliver fyret med træpiller, biogas, naturgas og affaldsvarme. Hjørring Varmeforsyning har bl.a. en aftale med AVV (Affaldsselskabet Vest Vendsyssel), der både sikrer bortskaffelse at de stigende affaldsmængder og er med til at stabilisere varmeprisen og samtidig giver en indtægt til affaldshåndteringen.