Dyrere at låne penge

Naturvidenskab 25. oktober 2008 06:00

KØBENHAVN: Nationalbankens overraskende rentestigning fredag på 0,5 procent vil hurtigt slå igennem i landets banker og gøre det dyrere for danskerne at låne penge. - Som hovedregel plejer bankerne at følge efter med en kortere eller længere forsinkelse. Derfor kan danskere godt indregne, at det bliver dyrere at låne penge i deres pengeinstitut, siger Peter Løchte Jørgensen, professor på Handelshøjskolen Aarhus Universitet. Danske Banks pressechef, Jonas Torp, bekræfter: - Det bliver dyrere for boligejerne. Med hensyn til de variabelt forrentede satser er det meget sandsynligt, at vi vil følge Nationalbankens renteforhøjelse, siger han. Danske Bank hævede senest sine generelle ind- og indlånssatser den 13. oktober med 0,75 procentpoint. En renteforhøjelse, der kom i kølvandet på Nationalbankens seneste rentestigning, og som mange pengeinstitutter siden har fulgt. Den helt store vinder i rentespillet bliver folk med overskud på bankbogen, mens boligejerne, der har lånt til variabel rente, er de, som mærker rentestigningen kraftigst. Det er netop for at styrke den danske krone at renten fredag hævedes fra 5 til 5,5 procent, forklarer Nationalbanken i en pressemeddelelse. Med en dansk økonomi på vej ind i en periode med lavkonjunktur er det ikke lige en renteforhøjelse, landet sukker efter i disse tider, siger Anders Matzen, chefanalytiker i Nordea. Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) understreger, at fastkurspolitikken ubetinget står fast. - Det øger rentespændet. Og det viser samtidig udfordringen ved at være en lille økonomi uden for euroen. Begge dele understreger behovet for en disciplineret økonomisk politik, siger han. Det er kun få uger siden, renten forrige gang blev sat i vejret. Den 7. oktober hævede Nationalbanken overraskende renten fra 4,6 til 5 procent. Den danske Nationalbank går dermed mod strømmen i resten af verden. Dagen efter gik en række af verdens førende centralbanker sammen om en kollektiv rentesænkning for at forsøge at lægge en dæmper på den globale finanskrise. Og mens Nationalbanken igen fredag hævede den danske rente, gik Sverige torsdag den modsatte vej og sænkede renten med 0,5 procentpoint. Samtidig sender Den Europæiske Centralbank, ifølge Financial Times, flere signaler om, at centralbanken snart kommer med endnu en rentesænkning./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...