Dyrere fly efter Cimber-krak
Passagererne bøder for Cimbers krak, da en flybillet til København er blevet dyrere.

Cimber Sterlings konkurs har betyder større efterspørgsel på Norwegians og SAS' billetter. Arkivfoto
Efterhånden er det flere år siden, det var rigtig billigt at flyve mellem Aalborg og København, men efter Cimber Sterlings konkurs for tre uger siden har priserne fået et kraftigt nøk opad hos de to tilbageværende selskaber på ruten. En stikprøveundersøgelse, som NORDJYSKE foretog torsdag formiddag, viser, at gennemsnitsprisen for en enkeltbillet hos Norwegian nu ligger på 501 kroner, mens SAS i gennemsnit opkræver 800 kroner for en plads. Luftfartseksperten Ole Kirchert Christensen fra Travelbroker Nordic i Hobro forklarer, at priserne som sådan ikke er sat op, men at den store efterspørgsel betyder, at de billigste billetter hurtigt er væk: Vil udjævnes snart - I øjeblikket er efterspørgslen større end den udbudte kapacitet, og det betyder, at de billige billetter bliver udsolgt ret hurtigt. Derfor kan man risikere, at der kun er de dyreste billetter tilbage, når man booker en rejse. - Det sker traditionelt ret sent, når det gælder indenrigsflyvning, og så kan man godt komme til at betale 1100 kroner for en enkeltbillet, nævner Ole Kirchert Christensen. Han regner med, at priserne inden for overskuelig tid begynder at jævne sig igen, idet Norwegian fra 1. juni indsætter yderligere en afgang midt på dagen, så man kommer op på syv afgange på hverdage, mens SAS har otte. SAS har et stærkt våben Ole Kirchert Christensen medgiver, at SAS nærmest konsekvent er dyrere end Norwegian: - Basisbilletterne koster 972 kroner for en retur hos SAS, mens Norwegian tager 678 kroner. Men i mange tilfælde udjævner forskellen sig af de ekstraomkostninger, som Norwegian har. - Man skal for eksempel betale ekstra, hvis man har mere end håndbagage med, betale for at bruge kreditkort, og så er der heller ikke gratis kaffe og te som hos SAS. - Men SAS’ stærkeste våben, som gør, at mange af passagererne stadig holder fast trods de højere priser, er bonusprogrammet. - Det er et meget eftertragtet program hos mange rejsende, som meget gerne vil fortsætte med at optjene point, så de ikke ryger en kategori ned i programmet, forklarer Ole Kirchert Christensen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.