Dyreven nyt æresmedlem

Frejlev 1. september 2007 06:00

Det er lidt af en sjældenhed, Dansk Dyreværn præsenterer, når der i dag fra kl. 12-15 er åbent hus på Dansk Dyreværns internat Råhøj 40 i Tostrup lidt udenfor Frejlev. Det er et ny æresmedlem, og personen, der bliver hædret er Vera Lange fra Aalborg, der er kendt i hele Nordjylland for sit årelange arbejde i Kattens Værn. I år har hun dog sagt farvel til Kattens Værn og har startet sin egen forening Kattens Vel. - Hun bliver æresmedlem, fordi hun gennem et langt liv har ofret sig totalt for dyrevelfærden, forklarer Henning Iversen, der er formand for Dansk Dyreværn. Æresmedlemsskaber er ikke noget man strør om med sig hos Dansk Dyreværn Aalborg. Vera Lange er blot den anden, der bliver hædret med titlen. Udover æren kan Vera Lange se frem til et maleri med titlen ”Efter frokosten” og meget passende forestiller det en stor, fed hankat, der ligger og slænger sig. Dansk Dyreværn Aalborg har eksisteret i godt 50 år, og den har omkring 175 medlemmer. Det er især hunde, der bliver taget hånd om på internatet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...