Dyrskue med bud på fremtiden

Thy-Mors Dyrskue i Thisted strakte sig denne gang over to dage med fredagen specielt rettet mod børnene

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Dyrskuet Thy-Mors er også børnedyrskue, som 12-årige Anne-Marie Kielbasa Jensen, der kæler med sin gæsling.

THISTED:Dyrskuets styregruppe ville have et anderledes dyrskue i år. Et dyrskue som på væsentlige punkter kunne markere en anderledes måde at definere et dyrskue på.

Grundprincipperne bliver der under ingen omstændigheder gået på kompromis med.
- Vi skal have et dyrskue af høj kvalitet, som henvender sig til både landmanden og byboeren, forklarer Kristoffer Kappel.
Han har i flere år siddet i dyrskueudvalget, og for første gang som formand for udvalget med afviklingen af Thy-Mors Dyrskue 2012.
- Vi bestemte os for i udvalget, at vi i år ville have et dyrskue over to dage, og vi valgte at tage fredagen med, fordi skoler, friskoler og institutioner har åbent, og fredagens dyrskue blev afviklet under temaet ”landbrug i børnehøjde”, lyder det fra Kristoffer Kappel, som betegner fredagen som en overvældende succes.
Omkring 1500 børn fra både Thy og Mors havde sammen med deres lærere og pædagoger tager turen til dyrskuepladsen, hvor arrangørerne var klar til at tage sig af de mange børn for at oplyse dem om, hvad landbruget er, hvad det producerer, og hvad landbruget står for.
- Vi har fået nogle nye muligheder, når vi holder dyrskuet over to dage, konstaterer Kristoffer Kappel og bemærker, at dyrskuet mødte stor forståelse blandt skolerne og de to kommuners forvaltninger for idéen om at få børnene ind på dyrskuepladsen.
Thy-Mors Dyrskue bliver planlagt, arrangeret og afviklet af Landbo Thy og Mors-Thy Familielandbrug.
Ansvaret for fredagens dyrskue var lagt i hænderne på Åben Landbrug Thy, som mønstrede 40 landmænd, der fortalte de mange børn, lærere og pædagoger om landbruget.
Thy-Mors Dyrskue havde 60 udstillere, og det er udsolgt. På den led definerer Kristoffer Kappel dyrskuet som en succes.
Lørdag middag var der endnu ikke noget overblik over, hvordan det havde udviklet sig med antallet af betalende gæster.
- I fjor havde vi 7000 gæster, og da var vejret lige så dårligt som i dag, siger han og nævner, at vejret altid er den største udfordring.
Også i år kunne publikum få smagsprøver fra biavlere og smage på Ticans produkter i Dyrskuekroen.
Der var adskillige maskinhandlere, udstillere med klimaløsninger. Selv hjemmeværnet havde fundet det formålstjenstlig at booke sig ind på en stand.
Den brogede skare af udstillere sender et klart signal om, at Thy-Mors Dyrskue er for både folk i by og på land.
For Kristoffer Kappel og dyrskueudvalget er det afgørende, at udstillerne har relation til lokalområdet.
På længere sigt er Kristoffer Kappel ikke afvisende overfor at få de mange mindre fødevareproducenter med på dyrskuet.
- Men det bør ske i et samarbejde med LAG, mener han.
Han peger på, at dyrskuet altid er en god anledning til at komme i kontakt med borgerne med mulighed for at fortælle om landbruget og erhvervets holdninger.
- Landbruget har en stor indflydelse på lokalsamfundet både som arbejdsplads og produktionssektor, siger Kristoffer Kappel.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.